I Høje Taastrup Kommune er en urimeligt langsom adgang til kalenderen Outlook ét af eksemplerne på de problemer, som produkter fra it-giganten KMD skaber. Det skriver finans.dk
Det tager nemlig rundt regnet et minut, fra borgmester Michael Ziegler (K) har klikket, til skærmbillledet skifter, så han kan gennemse sin kalender i mailsystemet Outlook. Og det er endda på en god dag, siger han.
»Og så er der så deciderede nedbrud, hvor systemerne slet ikke kan tilgås. Jeg bliver selv dybt frustreret over det, men nu skal man jo ikke have ondt af borgmesteren. Det er flere hundrede medarbejdere, der til daglig har de problemer, for det er tilsyneladende en permanent situation. Så vi er særdeles, særdeles utilfredse med KMD,« siger Michael Ziegler til finans.dk og langer dermed hårdt ud efter samarbejdspartneren KMD, der har kontrakt på kommunens it-drift, herunder mailsystemet og et elektronisk dokumenthåndteringssystem.
I forvejen ligger alle kommuner med Kombit og KL i spidsen i en alvorlig konflikt med KMD som følge af en mere end 15 måneder lang forsinkelse af de såkaldte Støttesystemer, som KMD udvikler. Uden dem er det umuligt for kommunerne for alvor at komme ud af KMDs i det såkaldte monopolbrud.
Og senest har Coop også kraftigt kritiseret KMD.
Michael Ziegler undrer sig over, at det kan være så svært at få et kalendersystem til at fungere:
»Jeg er civilingeniør, og selvom jeg ikke lige har arbejdet med it-drift, har jeg arbejdet med tekniske ting før og også i store virksomheder. Og jeg har aldrig oplevet – aldrig oplevet – at sådan noget banalt noget som et mailsystem ikke virker gennem så lang en periode. Det er jo ikke raketvidenskab at køre et mailsystem.«
Han mener, at it-problemerne går ud over kommunens borgere, men er samtidig bekymret for den overgangsfase det vil give, hvis kommunen smider KMD på porten.
Men tilliden til Danmarks største it-selskab er væk.
»Vi har simpelthen ikke lyst til at bruge dem,« siger borgmesteren til finans.dk

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.