KMD betaler 200 millioner i erstatning for kuldsejlet EFI-system

Illustration: PathDoc/Bigstock
Kompensationen består af en betaling til skatteministeriet på 100 millioner kroner og rabatter på eksisterende kontrakter.

KMD skal betale kompensation på samlet set 200 millioner kroner til Skatteministeriet for virksomhedens rolle i sagen om EFI - det kuldsejlede it-system til inddrivelse af offentlig gæld, som i flere tilfælde lavede gældsinddrivelse på et ulovligt grundlag.

Det er blevet slået fast, efter at it-leverandøren og ministeriet har indgået et forlig om udviklingen af systemet.

Kompensationen består af 100 millioner kroner i betaling til skatteministeriet, og derudover får skatteforvaltningen rabatter på samlet set 100 millioner kroner på eksisterende kontrakter med virksomheden.

Læs også: Minister begejstret over gældsinddrivelse - men nyt it-system er ikke oppe i omdrejninger

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er tilfreds med forliget, som ifølge ham er med til at lukke endnu et kapitel om det skandaleramte gældsinddrivelsessystem.

»For mig er det vigtigt, at der har været en god og konstruktiv dialog med KMD, som samtidig med forliget tager deres del af ansvaret for den fejlslagne udvikling af EFI,« siger han i en pressemeddelelse.

Også hos KMD er man tilfreds med forliget.

»Sagen har på mange måder været kompleks, og det er aldrig rart for nogen parter at være i sådanne juridiske forløb. Både Skatteministeriet og KMD har ønsket at finde en løsning og se fremad. Fra KMD’s side værdsætter vi den konstruktive dialog, der har været i forløbet. Samtidig vil jeg gerne udtrykke min anerkendelse og værdsættelse af vores organisationers generelt gode samarbejde«, siger Eva Berneke, direktør i KMD i en pressemeddelelse.

116 milliarder kroner

Det forfejlede inddrivelsessystem EFI har medført, at skatteforvaltningen i øjeblikket mangler at kradse omkring 116 milliarder gældskroner ind.

EFI-afløseren, PSRM, blev meldt klar til brug af skatteministeren tidligere i år, men det er på nuværende tidspunkt kun et fåtal af de mere end 800 fordringshavere, som er tilsluttet det nye system.

Når fordringshaverne er tilsluttet, skal gamle gældsposter konverteres til at kunne inddrives gennem PSRM, og nye fordringer skal leve op til en række datakrav, før de kan accepteres af systemet. Det er stadig meget få fordringshavere, der lever op til de kriterier.

På den baggrund påpegede rigsrevisionen i en delrapport i februar, at kun 0,5 procent af den samlede gæld til det offentlige var underlagt effektiv inddrivelse i det nye PSRM-system.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere