KMD: 118 fyret - 126 gik selv
KMD gennemførte tirsdag den anden fyringsrunde på mindre end ét år. Det betød, at it-leverandøren har sagt farvel til i alt 244 medarbejdere, oplyser KMD til Version2.
Ud af de 244 medarbejdere har 126 valgt en frivillig fratrædelsesordning, mens 118 altså er blevet fyret.
It-fagforeningen Prosa oplyste tidligere på dagen til Version2, at op mod 400 medarbejdere havde søgt om frivillig fratrædelse, men det er ikke korrekt ifølge KMD.
Stort set alle, der havde søgt om fratrædelse, har fået det, og blot en 'håndfuld' er blevet afvist. Altså har lidt over 130 medarbejdere søgt den frivillige fratrædelsesordning.
Ud af de 118 fyringer er desuden et antal ledere. KMD havde oprindeligt varslet op mod 275 afskedigelser i hele organisationen, men det endelig antal er altså lavere. Det skyldes ifølge KMD, at det har været muligt at genplacere et antal medarbejdere i andre stillinger i KMD.
»KMD har sammen med tillidsrepræsentanterne arbejdet på at nedbringe antallet af afskedigelser gennem placeringer i andre stillinger, frivillige aftrædelser med videre. Vi er glade for at kunne sige, at det er lykkedes et godt stykke af vejen,« udtaler direktør for HR i KMD, Lisbeth Hald
Fyringsrunden er KMD's anden i 2013. I januar gik det ud over op mod 100 medarbejdere i afdelingen Administrativ Software. Denne gang rammer fyringerne imidlertid bredt i organisationen.
Afskedigelserne fordeler sig på alle KMD's afdelinger. I Aalborg, hvor KMD beskæftiger cirka 800, er 29 blevet fyret. I Aarhus er det 7 ud af cirka 200. I Odense er det 11 ud af cirka 400. I Hørkær er det 3 ud af cirka 50 medarbejdere, mens 68 er fyret blandt de cirka 1.500 medarbejdere i Ballerup, oplyser KMD.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.