Sådan sendte kludder i koderne studerende væk fra drømmestudier

En fejlkode sendte i denne uge i alt 343 studiesøgende over i køen for ikke-optagne. Uddannelsesministeriet beklager fejlen og lover bedre vejledning af it-medarbejderne.

”5 = ingen lodtrækning”. Denne lille fejlkode sendte i denne uge i alt 343 kommende studerende væk fra deres drømmestudium og ind i køen for ikke-optagne.

Fejlen blev begået, da Den Koordinerede Tilmelding til årets optagelsesrunde skulle tilføje nye koder til en række nye uddannelser, så statistikken kunne opdateres. Lodtrækningsdelen skal finde sted, hvis en række elever på eksempelvis medicin på Syddansk Universitet har samme karaktergennemsnit. Så siger adgangsbekendtgørelsen, at en lodtrækning er eneste løsning – og den foregår elektronisk. Men til dette års optagelse deltog en række elever uberettiget ikke i lodtrækningen.

Læs også: It-bommert afskærer 235 fra drømmestudiet - midlertidigt

Og faktisk var det netop studiekontakten på Syddansk Universitet, som opdagede fejlen ved årets lodtrækning. Det betød et forkert svar til omkring 30 studerende på deres medicinstudium.

»Vi opdagede ved et rutinetjek på listen over kommende medicinstuderende, at systemet havde taget de ældste først, selvom de skulle have været tilfældigt udvalgt. Og det er selvfølgelig skidt,« siger studiechef på Syddansk Universitet Per Christian Andersen til Version2.

Syddansk Universitet rettede derfor i tirsdags kontakt til Ministeriet for Forskning, Innovation Videregående Uddannelser (Fiva), som har det overordnede ansvar for den koordinerede tilmelding. Hverdagsdriften foretages dog af it-afdelingen på Københavns Universitet. Hos Fiva beklager de fejlen.

»Vi har ikke haft god nok vejledning til de her folk, som sidder og opdaterer koderne. De retningslinjer skal vi selvfølgelig have strammet op på i fremtiden,« siger kontorchef hos Styrelsen for Universiteter og Internationalisering Søren Nedergaard til Version2.

Løbende test uden problemer

Hver eneste elev får en kode ud fra deres cpr-nummer, og hver uddannelse har også et nummer. Antallet af uddannelsesnumre er i de senere år steget, i takt med at der på landets uddannelsessteder er blevet oprettet flere studieretninger. Alligevel er det første gang, Fiva har oplevet denne type fejl.

»Vi har rutinemæssigt tjekket kodelisterne igennem juli måned, og hver gang har lodtrækningsmodulet sagt 'o.k.'. Så vi har gjort, hvad vi plejer, men desværre har vi fodret den med forkerte tal,« forklarer Søren Nedergaard fra Styrelsen for Universiteter og Internationalisering.

Sker ikke igen

Både Den Koordinerede Tilmelding og it-afdelingen på KU skulle nu have rettet fejlkodningen, så denne type fejl ikke gentager sig. Søren Nedergaard erkender, at Syddansk Universitet skal have et skulderklap for at have opdaget fejlen først, men han forsikrer, at Fiva også løbende kører kontrol af lodtrækningen og de studerendes lister.

»Igennem hele sidste måned har vi tjekket lodtrækningssystemet, og vi ville også have fundet den her fejl. Men nu kom Syddansk Universitet os i forkøbet. Jeg kan dog garantere, at denne fejl ikke vil gentage sig,« siger Søren Nedergaard til Version2.

Fejlen ramte bredt

Ud af de i alt 343 studerende, som røg i den forkerte kø, blev 235 frataget pladsen på deres drømmestudium, mens 108 ikke blev tilbudt den standby-plads, de var berettiget. I alt ramte fejlkoden omkring 170 forskellige studier på landets universiteter, professions- og erhvervsskoler. Alle de berørte studerende vil nu få tilbudt deres retmæssige plads.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere