KL: Én milliard kroner til nyt it-selskab

INTERVIEW: KL regner med at bruge over én milliard på en fælles it-organisation, og ikke 600 millioner kroner som man først havde meldt ud. Selskabet skal samle og hjælpe Danmarks største it-købekraft - de 98 kommuner.

Kapitalen bag den nye, centrale it-organisation for kommunerne bliver ikke bare 600 millioner kroner som først nævnt, men kan på sigt løbe op i samlet set over én milliard kroner i alt, fortæller formanden for KL, Erik Fabrin.

Det sker, hvis KL vælger at bruge hele sin halvpart af overskuddet fra salget af KMD på it-selskabet ? også de penge, der kommer ind, når KMD's bygninger sælges. Den anden halvdel af overskuddet bliver delt ud blandt kommunerne.

»I KL's bestyrelse vil vi foretage en konkret vurdering af, hvad KL's andel af provenuet fra salget af ejendommene skal bruges til, når de er solgt. Det vil formentlig ske, når ejendomsmarkedet igen er normalt,« siger Erik Fabrin

Målet er ikke at etablere et nyt KMD, og de mange millioner skal ikke brændes af undervejs, men skal investeres. Det nye it-selskab skal så finansieres af afkastet, fortæller KL-formanden.

»Selskabet kan slet ikke sammenlignes med KMD, som dybest set er en produktionsvirksomhed. Det her bliver en udviklings- og indkøbsorganisation, der dels hjælper kommunerne med at finde leverandører til at udvikle og drifte deres it-løsninger og dels skal påtage sig ansvaret for udvikling af fremtidens fælleskommunale it-løsninger,« siger Erik Fabrin.

Vigtigste forudsætning for effektive kommuner

Når hele KL's andel af KMD-provenuet efter alt at dømme går til det nye selskab, er det et tegn på, at kommunal it har meget høj prioritet. Er der bøvl med it-systemerne hos kommunerne, trækker det hele velfærdsmodellen ned.

»KMD var en meget stor del af KL's it-varetagelse. Nu har vi været nødt til at sælge KMD på grund af lovgivning, så nu skal sætte noget andet i stedet, som er stærkt nok til at sikre, at kommunerne får ordentlige administrative systemer. Det er den største og vigtigste forudsætning for, at kommunerne på lang sigt kan drives effektivt,« siger Erik Fabrin.

Og en af måderne at få de bedst mulige løsninger til prisen, er at få skabt større interesse og konkurrence blandt leverandørerne.

»Når man lægger kommunerne sammen, har vi Danmarks største it-indkøbskraft. Det skal vi udnytte til at lokke flere leverandører til at udvikle it-løsninger til kommunerne,« siger Erik Fabrin.

Præcist hvilke it-løsninger, det kommende it-selskab skal tage ansvar for, vil inden længe blive defineret i et samarbejde med kommunerne, hvor input fra kommunaldirektørerne og de kommunale it-chefer vil få en central rolle.

Ikke en kinamands chance uden samarbejde

Undervejs i processen har nogle kommuner med Aalborg i spidsen talt for, at hovedparten af overskuddet fra KMD-salget kom direkte i kommunekasserne. Så kunne kommunerne hver især købe den it-rådgivning, der var brug for, lød argumentet. Men det ville være en stor fejl, mener Erik Fabrin.

»Enkelte kommuner er måske store nok til at købe den nødvendige hjælp, men flertallet ville blive overladt til sig selv. Og så har kommunerne samlet set ikke en kinamands chance for at matche it-leverandørerne og de it-udfordringer, der er i dag,« siger han.

En anden kritik gik på, at KL skulle sidde for bordenden og lede den nye it-organisation. Måske var det bedre med nogle tunge it-drenge, med lang tids erfaring fra branchen, lød det.

Den kommende bestyrelse for it-selskabet har dog masser af erfaring, påpeger KL-formanden. Det nye selskab bliver nemlig dannet som en fortsættelse af Kommune Holding, et holding-selskab under KL, som ejede KMD før salget.

»Den bestyrelse, der har siddet for Kommune Holding, fortsætter. Og det ville da være en mærkelig konstruktion, hvis ikke KL's formandskab sidder i selskabets bestyrelse, når det er 100 procent ejet af KL,« siger Erik Fabrin.

Tidsplanen for det nye selskab siger 'hurtigst muligt'. KMD-salget er endnu ikke færdigbehandlet hos myndighederne, men når det sker, måske inden udgangen af februar, vil KL arbejde på at få det nye selskab op og stå snart efter. I løbet af foråret skulle it-selskabet gerne se dagens lys.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jan Keller Catalan

Hvis de bruger stort set lige så mange penge, som de får ind på salget af KMD, hvad var så ideen i at sælge?

Nu kommer så et nyt selskab, som skal rådgive og vejlede - og sikkert i fremtiden implementere... og så udvikler de lige udvidelser til standard-systemer... og så udvider de lige selve standardsystemerne... og så laver de deres egne...

Har vi ikke set dét før?

  • 0
  • 0
Finn Christensen

Vædde nix.. jeg forventer det samme.

De har en bestyrelse som ufortjent blev arbejdsfri - nu får den noget at mødes om. De har en bunke folk, der ligeledes mangler de vante roller - samt alle dem, der kommer retur og ikke ka' lide den nye private stil.

Så farven får kun en anden lyd... ak ja.

  • 0
  • 0
Dorte Toft

KL blev ikke tvunget til at sælge KMD grundet lovgivning. KL VALGTE at lade KMD gå ind over den private sektor, og da den aktivitet nærmerede sig 25 pct. af omsætningen slog lovgivningen til.

Havde KL ønsket, at KMD kun holdt sig til det kommunale - som det nye selskab nu skal - havde der ingen ko været på isen.

KL ville have gysser. KL havde som en anden Joachim And store pengeposer for øjnene.

My 5 cents.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere