Kinesiske regerings-hackere støvsuger verdens firmaer for hemmeligheder

Omfanget af den kinesiske hacking er enormt, og også danske Thrane & Thrane er blevet angrebet. Meget tyder på, at den kinesiske stat står bag hackergrupperne.

Det er næsten umuligt for et firma at holde fortrolige oplysninger for sig selv, når først firmaet er kommet i søgelyset hos kinesiske hackergrupper.

Sådan lyder vurderingen fra amerikanske sikkerhedseksperter, politikere og efterretningsfolk, i takt med at hackergruppernes arbejde bliver mere kendt. Det skriver Businessweek i en lang, grundig artikel.

Selvom de kinesiske myndigheder hårdnakket nægter ethvert kendskab til hackeraktiviteterne, er der efterhånden mange tunge indicier, der peger på, at der er tæt forbindelse mellem hackerne og styret.

For eksempel er timingen af hackerangreb ofte afslørende. Danske Thrane & Thrane blev hacket tre måneder efter, at kinesiske redningsfolk havde brugt firmaets satellittelefoner i forbindelse med Sichuan-jordskælvet i maj 2008 og dengang roste udstyret i den regeringsstyrede avis China Daily. Thrane & Thrane mener dog ikke selv, at firmaet har fået stjålet fortrolige oplysninger af hackere.

Et meget stort sydkoreansk stålfirma blev hacket, netop som der var forhandlinger i gang om overtagelse af et kinesisk firma. Og sådan fortsætter listen over hackerangreb, der skal tjene Kinas økonomiske og militære interesser.

Mindst 760 firmaer er hacket af de kinesiske hackergrupper, lyder vurderingen. Både teknologigiganter som Intel og Google - hvor målet også var at læse med i Gmail-korrespondance - men også mindre firmaer, der kan bruges som brohoved til andre mål.

For eksempel det lille firma Ibahn, som leverer netforbindelser til alle Marriotts hoteller i USA. Ved at kontrollere disse netforbindelser, kan de kinesiske hackere læse med i al nettrafik fra hotelværelserne og forsøge at angribe hotelgæsternes computere.

Konsekvensen af den massive kinesiske hacking må ikke undervurderes, mener en sikkerhedsekspert og tidligere rådgiver for præsident George W. Bush.

»Lad os sige det, som det er. Kina har de seneste fem år hacket sig ind hos alle de firmaer, der står listet hos Dun & Bradstreet (et kreditvurderingsfirma, red.). Alle firmaer i USA, alle firmaer i Asien. Alle firmaer i Tyskland. De bruger en støvsuger til at suge terabytes og petabytes af data ud. Jeg mener ikke, man kan overvurdere den skade, det allerede har påført USA,« siger Richard Clarke til Businessweek.

En anden ekspert taler om, at den kinesiske hacking kan være den største overførsel af resurser i verdenshistorien.

De amerikanske myndigheder og efterretningstjenester har i årevis overvåget de kinesiske hackere og prøvet at samle beviser. Og selvom mange af hackerne i de anslået 17 forskellige hackergrupper er meget dygtige, er der også mere sløsede hackere, som står for at hente information ud af hackede firmaer, som efterlader spor.

Tilsammen peger efterforskningen tydeligt på, at hackingen sker med den kinesiske regerings opbakning. For eksempel blev en server engang brugt både til at hacke amerikanske firmaer, og til kommunikation mellem en officer i den kinesiske hær og hans elskerinde.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Anonym

Når Kina er så slemme, så er det jo godt vi har Digitaliseringsstyrelsens ord for at NemID er en sikker løsning, som vi alle kan have tillid til.

Tænk nu, hvis Kina kender en vej ind i NemID, så er alle Danskeres personlige og økonomiske forhold kendt af Kineserne.

Tænk nu, hvis Kina også har fat i alle de serviceudbydere der benytter NemID, så er det helt enkelt at udgive sig for både bruger og serviceyder.

Men så slemme tanker må man ikke tænke, for så tænker man jo, at de penge og især politisk prestige der ligger i NemID, kan være spildte penge og en politisk skandale.

Så i Danmark har vi Digitaliseringsstyrelsen, de kan det med sikkerhed, alt hvad man skriver til dem, kan de besvare med: "Digitaliseringsstyrelsen er ikke enig i dine præmisser."

Så er alt jo godt i Danmark. Skal vi hejse et lille flag.......

  • 10
  • 1
#3 Anonym

Du mener kappe forbindelsen til dem man i USA låner penge af. Det skal de nok få held med.

Det ER ikke så svært. Alt man vil beholde af viden, inden for egne mure, det må ikke have forbindelse ud. Overhovedet. Der er en række forholdsregler man tager, så er det kun fysisk adgang der vil muliggøre tyveri af Data.

  • 1
  • 0
#6 Anonym

Eksempler som det med Kina, er ikke nyt, det er en gentagelse af en gammel historie. Der er også vest-magter, der benytter den slags. Forskellen ligger i, at Kina har meget større mulighed, end de samlede vestlige magter. Egentlig er det en form for krig, hvor kamppladsen et internettet. Det er tydeligt, at man ikke har forstået at det er alvorligt, og derfor ikke beskyttet sig imod det. Man bør udnytte situationen, og kigge på en række grundlæggende forhold omkring net i almindelighed og internet i særdeleshed. Det åbner for helt nye muligheder, hvis man kommer op af stolen, og begynder at lukke de huller der er i grundlaget. Som i alle nye situationer, der er opstået i forbindelse med IT, så er der et enormt marked, som bare ligger for fødderne, hvis man vil kapitaliserer det op.

  • 1
  • 0
#7 Thomas Arthur Nielsen

Det er noget helt galt. Hvorfor finder vi os i at vi bruger vores penge på kinesiske produkter i ringe kvalitet, hvor dem der laver det er underbetalt og under dårlige arbejdsforhold. Hvorfor finder vi os i at deres produkter er billige, når deres valuta ikke er sat til den rette værdi. Jeg kunne blive ved, Told mod vores produkter, tyveri af vores patenter, kopivarer, forurening af verdens arven, etc. Jeg er bange for de har lavet en plan, og vi får det ikke at vide før det er forsent.

  • 4
  • 0
 
Log ind eller Opret konto for at kommentere