Den kinesiske spion, der i fredags blev anholdt, brugte det sociale medie LinkedIn til at komme i kontakt med ansatte fra det amerikanske militær og ansatte inden for handel og kunstig intelligens.
Den 39-årige Hong Kong-borger, der i USA gik under navnet Dickson Yeo, endte med at erkende sig skyldig i spionage for den kinesiske regering, som han først kom i kontakt med i 2015. Her fik han til opgave at være ’illegal agent i en fremmed nation'. Det skriver BBC.
LinkedIn-profiler giver indsigt i virksomheder og nationer
Da Linkedin fungerer som udstillingsvindue for personer, der gerne vil have et nyt job eller ’networke’, vil det ofte være frit tilgængeligt, hvad disse personer professionelt beskæftiger sig med – det gælder også, selvom man arbejder for eksempelvis det amerikanske militær. LinkedIn har på verdensplan 700 millioner brugere, og mange af dem skriver gerne, hvor de arbejder og hvad de laver.
Denne indsigt kan så bruges, hvis man som nation gerne vil have indsigt i, hvad der rører sig i en anden nation.
Allerede tilbage i 2018 advarede William Evanina, der er chef for US Counter Intelligence, om, at Beijing var meget aktive på det Microsoft-ejede medie, og sidste maj blev en tidligere CIA-ansat da også fængslet, da han havde udleveret militærhemmeligheder til en kinesisk agent.
Også i Tyskland ses den kinesiske indsats, hvor den tyske efterretningstjeneste sidste år fandt 10.000 eksempler på tyskere, der blev kontaktet af kinesiske myndigheder via LinkedIn.