I juli 2011 blev mobilstyresystemet Aliyun lanceret i Kina, uden den store opmærksomhed i de vestlige lande. Men siden da har platformen skabt sig plads på det enorme kinesiske marked, og antallet af mobiltelefonproducenter, som har modeller med Aliyun, bliver nu udvidet fra to til fem.
Det fortæller strategidirektør for Alibaba Group, Zeng Ming, i et interview med Wall Street Journal.
Alibaba Group er Kinas største e-handelsfirma og driver blandt andet websiderne Tmall og Taobao, som tilsammen forventes at omsætte for over 900 milliarder kroner i 2012. Udviklingen af egen mobilplatform blev sat i gang for at sikre nem adgang for brugerne, i takt med at adgangen til nettet i stigende grad ville ske via mobile enheder.
Selvom Android er blevet verdens klart mest udbredte styresystem til smartphones, med en global markedsandel på 68 procent i seneste kvartal, har Googles tjenester ikke nemme vilkår i Kina på grund af censurstridigheder, og derfor står Android heller ikke lige så stærkt her.
Den svaghed vil Alibaba Group udnytte til at få udbredt Aliyun og med tiden få pladsen som Kinas mest populære smartphone-platform, lyder det fra Zeng Ming.
Aliyun blev skabt på tre år med op til 1.600 udviklere i gang. Men modsat de app-glade platforme iOS og Android har hovedideen med det kinesiske system været at lade alle applikationer køre i skyen. Derudover er platformen bygget på Linux og er open source.
En anden forskel er en indbygget betalingsløsning, bygget på Alibaba Groups eksisterende løsninger, som gør det nemt at bruge en Aliyun-telefon til køb på nettet.
Der var i maj måned solgt én million telefoner med Aliyun.