Kina: Mand smidt i fængsel fem år for at sælge VPN

Illustration: koksikoks/BigStock
Kina slår endnu engang ned på borgere, der forsøger at komme rundt om den massive censur, staten har lagt på internettet.

En kinesisk mand er blevet dømt for at sælge VPN-services, der kunne hjælpe andre kinesere med at komme uden om the Great Firewall of China.

Dommen lyder på fem år og seks måneder, skriver TechSpot.

Udover fængselsdommen kommer der også en bøde på 500.000 yuan (ca. 480.000 kroner), svarende til hans indtægter på salg af VPN-services de seneste fire år.

Manden hedder Wu Xiangyang, og han er fra Guangxi Zhuang-regionen i det sydlige Kina - og han er ikke den første, der fifler med routere og internetomveje i Kina.

Læs også: Steam bliver lukket ude i Kina

VPN-forbindelser er meget populære, da det kinesiske internet er enormt censureret, så for at bruge helt basale onlineservices som Facebook, Google eller Twitter, er kinesere nødt til at bruge en - ulovlig - VPN.

I juli krævede regeringen, at de tre største kinesiske televirksomheder blokerede al trafik til VPN, der ikke var registreret hos myndighederne, og senere samme måned fjernede Apple en række apps fra den kinesiske version af App Store, der kunne bruges til at lave en VPN.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere