Kina benægter ikke anklager om GitHub-angreb

Illustration: Virrage Images/Bigstock
En talsperson fra det kinesiske udenrigsministerium giver udtryk for, at Kina ikke forstår anklagerne om at stå bag det langvarige DDoS-angreb på GitHub, der peger på, at den kinesiske regering er indblandet. Regeringen afviser dog heller ikke at stå bag.

Siden torsdag har den amerikanske kode-platform GitHub været udsat for et vedholdende DDoS-angreb, hvor trafik tiltænkt Kinas mest populære søgemaskine Baidu angiveligt bliver videresendt til to områder af GitHub-sitet, der blandt andet indeholder værktøjer til at omgå den kinesiske censur af internettet.

Angrebet er ifølge flere medier stadig i gang, men GitHub’s servere står i øjeblikket imod på angrebets sjette dag. En repræsentant fra det kinesiske udenrigsministerium giver udtryk for, at Kina føler sig truffet af beskyldninger om, at regeringen skulle være indblandet i det opsigtsvækkende angreb.

»Det er temmelig mærkeligt, at hver gang et website i USA eller noget andet land er under angreb, opstår der spekulation om, at kinesiske hackere står bag det,« udtalte talsmanden Hua Chunying ifølge ZDNet og påpegede samtidig, at Kina er blandt de mest udsatte lande for cyber-angreb.

Han benyttede dog ikke lejligheden til at benægte, at den kinesiske regering skulle være indblandet, hvad den ellers direkte er blevet beskyldt for fra flere sider herunder af én af de ramte parter, GreatFire.

Selvom det langtfra er det første angreb på GitHub har holdet bag selv meldt ud, at det igangværende angreb er det største nogensinde i sitets historie.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere