I morgen formiddag afleverer formanden for det danske Piratparti, Rolf Bjerre, mere end 100.000 opfordringer til at løslade svenske Gottfrid Svartholm Warg i form af en international underskriftindsamling til justitsminister Karen Hækkerup.
Warg er varetægtsfængslet på femte måned og mistænkt for at have hacket CSCs mainframe og stjålet oplysninger fra politiet, CPR-registret og Schengens register over efterlyste personer.
Rolf Bjerre håber, at overrækkelsen af underskrifter til ministeren kan være med til at sætte politisk fokus på sagen.
»Formålet er at få spredt ordet om denne her sag. Og det er mit håb, at justitsministeren bliver aktiveret af det og tænker, at det var da en sag, der var værd at sætte sig ind i. Men det er et håb,« siger Rolf Bjerre til Version2.
Underskriftindsamlingen blev oprindeligt startet af en mand fra Estland, men er blevet overdraget til Rolf Bjerre, da den estiske mand faldt i unåde i de digitale aktivistmiljøer på grund af en angiveligt upassende indsamling af penge.
Underskriftindsamlingen til fordel for Warg overgås ifølge Rolf Bjerre kun af indsamlingen mod salget af Dong til Goldmann Sachs. De er dog svære at sammenligne, da de små 200.000 underskrivere imod Dong-salget mest var danske underskrifter, hvor underskrifterne for løsladelse af Gottfrid Svartholm Warg kommer fra hele verden.
Udover Gottfrid Svartholm Warg er en ung dansk mand også mistænkt i sagen. Han sidder varetægtsfængslet på tiende måned, og de lange varetægtsfængslinger afledte allerede i januar kritik hos Retspolitisk Forening.
Formand Bjørn Elmquist mente, at det var i strid med menneskerettighederne og påpegede, at så lange varetægtsfængslinger normalt bruges i forbindelse med personfarlig kriminalitet.
Retssagen mod den unge dansker og Gottfrid Svartholm Warg skal køre fra starten af september til slutningen af oktober, og indtil videre holdes de mistænkte stadig varetægtsfængslet med den begrundelse, at politiet frygter, at de vil slette eventuelle beviser.
Justitsminister Karen Hækkerup modtager personligt underskriftindsamlingen i morgen klokken 12 ved Justitsministeriet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.