Hos danske Kapow Software har man ingen problemer med at optræde på en liste sammen med selskaber, der potentielt set leverer spionageløsninger til fremmede regeringer og kriminelle organisationer.
Det fortæller firmaets danske produktdirektør, Svend Skafte, til Version2.
Torsdag i sidste uge offentliggjorde organisationen Wikileaks sin seneste samling dokumenter, Spy Files, hvor også danske Kapow Software optræder.
Kapow Software leverer løsninger til applikations- og cloudintegration, og derfor lå koblingen til spioner og efterretningstjenester ikke lige for.
»Man bliver selvfølgelig lidt overrasket,« siger produktdirektør i Kapow Software Svend Skafte til Version2.
Ifølge en dansk it-sikkerhedskonsulent er det sandsynligt, at flere af virksomhederne på listen normalt arbejder bedst i det skjulte, fordi de ikke har nogen moralske kvaler med at sælge til både lovlige købere og kriminelle.
Der er dog en god forklaring på, at Kapow figurerer blandt 160 andre hardware- og softwarefirmaer, der beskæftiger sig med løsninger til efterretningsvirksomhed og spionage.
Svend Skafte fortæller, at Kapow Software optræder på listen efter et partnerskab med amerikanske Palantir Technologies, der leverer efterretningsløsninger til regeringer og finanssektoren.
»Vi er leverandør til Palantir, der igen er leverandør til den amerikanske regering. Dermed har vi været med på en konference, og det er i den anledning, at vores navn optræder på listen (Spy Files,* red*.),« forklarer Svend Skafte.
Kapow står angivet på Spy List på grund af et dokument, der indeholder en præsentation af 'The Future of OSINT'.
OSINT står for Open Source Intelligence, som dækker over brugen af offentligt tilgængelige kilder til efterretningsvirksomhed.
»Vi har en løsning, hvor en af anvendelsesmulighederne er at gå ind på hjemmesider og opsamle data. Det er den del, vi har leveret til Palantir, og jeg kender slet ikke de konkrete løsninger, som de leverer til den amerikanske regering,« siger Svend Skafte.
Føler I, at I bliver kriminaliseret ved at optræde på Wikileaks Spy List?
»Nej. Sådan en liste bliver jo bare offentliggjort uden at skele til, hvad der ligger bag. Det tror jeg godt, at folk kan gennemskue.«
Men er der ikke en risiko for, at det vil kunne opfattes forkert, at I optræder på listen?
»Det kan måske opfattes forkert, men der står jo mange navne på den liste, som er helt legitime firmaer, der ikke har nogen relation til spionage,« siger Svend Skafte.
Har I fået nogen reaktioner fra kunderne på, at I optræder på listen?
»Nej, det har vi faktisk ikke.«
Wikileaks' Spy List omfatter i skrivende stund 287 dokumenter fra 160 firmaer.
Organisationen vil efter eget udsagn 'sætte fokus på denne hemmelige industri, der er vokset siden 11. september 2001 og er flere milliarder dollar værd'.
Dokumenterne er ikke hemmeligtstemplede, men spænder over prislister, brochurer og kontrakter fra virksomhederne.