En mobil-app, som i hast blev produceret inden for de seneste to måneder til at optælle stemmer ved det første amerikanske primærvalg for Demokraterne, der fandt sted i staten Iowa mandag dansk tid, er skyld i, at det officielle resultat endnu ikke foreligger.
Det skriver avisen New York Times.
Appen blev ifølge avisens kilder ikke testet korrekt i en skala, der svarer til statens størrelse.
Det Demokratiske Parti besluttede først at bruge appen, efter at et forslag om rapportering af stemmer via telefon blev opgivet efter råd fra partiorganisationen.
En talsperson for Demokraterne i Iowa udsendte en erklæring sent mandag lokal tid, hvor det blev benægtet, at forsinkelserne var resultatet af den nye app.
»Vi fandt uoverensstemmelser i rapporteringen af tre sæt resultater. Dette var blot et rapporteringsproblem, appen gik ikke ned, og dette er ikke et hack eller en indtrængen. Det underliggende data- og papir-spor er solidt,« sagde talspersonen.
Men flere lokale formænd for Demokraterne i Iowa siger ifølge New York Times, at de havde kæmpet med at bruge appen og havde brugt op mod en time for at komme igennem på en telefon-hotline.
Professor: Internet og mobilafstemning bør ikke bruges ved valg
Matt Blaze, professor i datalogi og jura ved Georgetown-universitetet, siger til avisen, at alle slags apps eller programmer, der er afhængige af at bruge et mobilnetværk til at levere resultater, er sårbare over for problemer både på appen og på de telefoner, der bruges til at køre den:
»Konsensus blandt alle eksperter, der har overvejet dette, er utvetydig: Internet- og mobilafstemning bør ikke bruges ved valg i øjeblikket.«
Kampagnen for Bernie Sanders har på grund af situationen fremlagt sine egne opgørelser, som bygger på omkring 40 procent af valgstederne.
Ifølge disse tal vinder Bernie Sanders med 29,7 procent af stemmerne, efterfulgt af Pete Buttigieg med 24,6 procent, Elizabeth Warren på 21,4 procent og Joe Biden med 12,4 procent.
De officielle tal vil forelægge senere i dag, dansk tid.