Opdateret kl. 09:10.
Hvem har udviklet det it-system hos politiet, som er årsag til den såkaldte teleskandale, hvor uskyldige kan være blevet dømt, og skyldige er gået fri for straf?
Spørgsmålet om, hvem der har stået bag udviklingen, indgår i Enhedslistens 32 spørgsmål til ministeren ifølge Politiken.
»Det er en lille smule mærkeligt. Når man skal finde frem til en fejl, så er det jo for at undgå, at den fejl sker igen. Derfor er det relevant at vide, hvem der har udviklet systemet«, siger Rosa Lund fra Enhedslisten til Politiken, der har stillet spørgsmålet (PDF).
I syv år har der været en fejl i politisystemet til behandling af teledata. Det kan have medført, at der er mangler i teleoplysninger i flere efterforskninger og retssager efter en konverteringsfejl, dvs. problemer med standardiseringen af data.
Rigspolitiet har aldrig villet fortælle, hvem der har udviklet det. Men både Computerworld og Version2 har omtalt, at det hedder Raven.
Computerworld omtalte i 2013, at politiet havde betalt 8.708.000 danske skattekroner for udviklingen af Raven. Men leverandøren var ikke oplyst.
Både Version2 og Computerworld beskrev også dengang, at teleselskaberne ikke leverede data om sessions-logs i et ensartet format, hvilket gjorde det vanskeligt for politiet at udnytte data med Raven-systemet.
En kontrolgruppe skal nu gennemgå over 10.000 sager fra perioden 2012 til 2019.
Rigspolitichefen og Rigsadvokaten skal redegøre for sagen senest 6. september. Enhedslisten håber på, at justitsministeren har svaret på de 32 spørgsmål inden da.
Hvis du har oplysninger om teledatasystemet, så skriv i debatten eller brug webformularen på denne side.