”Forbundet af it-professionelle.”
Sådan profilerer Prosa sig på sin hjemmeside. Desværre kniber det lige nu gevaldigt med lige netop it-professionalismen for fagforeningen.
For Prosa udsendte nemlig mandag eftermiddag en allemail, der ud over en indbydelse til den kommende generalforsamling til omkring 1.300 offentligt ansatte Prosa-medlemmer, også havde vedhæftet et Excel-ark med de 1.300 modtageres navne, postadresser, mailadresser og CPR-numre.Det skriver Computerworld.
Næstformand i Prosa Hanne Lykke Jespersen udtaler, at hændelsen er »en utilgivelig fejl«, som »bare ikke må ske.«
»Det er sekretariatet, der har lavet en helt forfærdelig fejl,« udtaler Hanne Lykke Jespersen til Computerworld.
Prosa har ifølge næstformanden forsøgt at tilbagekalde mailen, men det har tilsyneladende ikke virket.