De groteske tilstande i politiet, hvor data printes ud og tastes ind igen med håndkraft, kommer til at fortsætte mindst halvandet år endnu. Kuren mod de forældede arbejdsgange - det nye sagsbehandlingssystem Polsag - bliver nemlig endnu engang udskudt.
Polsag skulle ifølge seneste udmelding fra maj 2009 have været lanceret i juni 2010. Men et aktstykke fra Justitsministeriet afslører, at systemet stadig ikke er klar til at blive implementeret. Ifølge teksten starter implementeringen til september og vil tage 15 måneder, men fagforeningen Politiforbundet oplyser til Version2, at de første skridt ikke bliver taget før i 2011.
Aftalen om levering af Polsag blev indgået med CSC i januar 2006, og den oprindelige plan hed lancering i 2008 og en pris på 153 millioner kroner. Men siden har forsinkelserne stået i kø, og budgettet er eksploderet. Ifølge ansøgningen til Folketingets Finansudvalg om flere penge bliver de samlede omkostninger nu anslået til 425 millioner kroner.
Undervejs har CSC flere gange måtte fortælle Rigspolitiet, at leverancen blev forsinket, og de 19 millioner kroner til uforudsete udgifter er også brugt med begrundelsen, at manglen på it-folk i Danmark gjorde det dyrere at finde medarbejdere end forventet.
Politiet undersøgte CSC
Forsinkelserne hos CSC fik i 2009 Rigspolitiet til at undersøge, om firmaet overhovedet kunne levere systemet i den rette kvalitet. Det kan CSC godt, lød konklusionen fra konsulentfirmaet Boston Consulting Group. Men siden har CSC altså flere gange måtte vende tilbage med nye forsinkelser.
Version2 har igennem fire uger forsøgt at få en kommentar fra Rigspolitiet om Polsag. Men pressechefen aflyste i første omgang et interview med projektlederen med forklaringen 'travlhed' og er siden helt holdt op med at besvare Version2's mange henvendelser.
Heller ikke leverandøren CSC ønsker at udtale sig om skandaleprojektet Polsag. Her lyder beskeden, at det er Rigspolitiet, som har kontakten til pressen.
Med Polsag skal politiet gå fra en rent papirbaseret arbejdsgang til en fuldt digital og landsdækkende sagsbehandling, hvor alle papirer tilknyttet en sag scannes ind, hvis de ikke findes digitalt i forvejen.
Samtidigt skal Polsag integreres med domstolenes og kriminalforsorgens it-systemer, så sager kan sendes frem og tilbage. Internt vil Politiets webinterface også blive koblet sammen med sagsbehandlingen, så anmeldelser afgivet over nettet altså ikke længere skal printes ud og tastes ind igen.