Justitsministeriets brug af telelogning skal for Menneskerettighedsdomstolen
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har accepteret en sag mod Danmark, som er blevet rejst af Foreningen imod Ulovlig Logning.
Foreningen tabte en sag i Højesteret i marts sidste år, hvor den øverste myndighed i det danske retsvæsen gav regeringen medhold, som betyder, at den fortsat kan benytte sig af logningsdata.
Sagen blev afvist af Højesteret, selvom EU har kendt de danske logningsregler for ulovlige.
»Foreningens nye påstande om ‘uanvendelighed’ er for uklare til at blive taget under påkendelse og indebærer reelt ikke nogen ændring i den gældende retstilstand, hvorefter bekendtgørelsen ikke håndhæves. Påstandene bør derfor afvises på grund af manglende retlig interesse,« skrev Højesteret i dommen fra foråret.
Men afgørelsen har fået foreningen til at rejse sagen over for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som altså har valgt at se på sagen, oplyser foreningen til Version2.
Dermed er det sidste punktum endnu ikke sat i statens brug af teledata.
Menneskerettighedsdomstolen skal se på, om retten til privatliv er blevet krænket. Samtidig skal den tage stilling til en mere generel retspraksis i Danmark.
Foreningen fik første gang rejst sagen i Østre Landsret, som endte med at give den danske stat medhold. Siden har skiftende Justitsministre fra forskellige partier opretholdt telelogning i forskellige variationer.
Her finder du den Europæiske Menneskerettighedsdomstol beskrivelse af sagen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.