Justitsministeriet skal forklare sig i sag om gamle logningsdata

Datatilsynet vil have Justitsministeriet til at redegøre for statistikken over brugen logningsbekendtgørelsen. Tele- og internetlogning ældre end 12 måneder er i flere tilfælde og stik mod lovgivningen blevet udleveret.

Datatilsynet har bedt Justitsministeriet forklare, hvad oplysningerne i ministeriets statistik over brugen af den såkaldte logningsbekendtgørelse dækker over. Det skriver Datatilsynet i en pressemeddelelse.

Logningsbekendtgørelsen indebærer, at informationer om danskernes telefoni, internet og mail-trafik skal gemmes af teleselskaberne og internetudbyderne i et år, hvorefter de skal slettes.

Det fremgår af ministeriets statistik, som er udarbejdet til brug for afrapportering til EU-kommissionen, at data ældre end 12 måneder i flere tilfælde er blevet udleveret til kompetente myndigheder.

Det drejer sig om såkaldte 'mobile communications data', 'internet communications data ? internet access', 'internet communications data ? internet telephony' og 'internet communication data ? internet e-mail'.

Hvis Datatilsynet får bekræftet, at oplysninger lagret efter logningsbekendtgørelsen ikke er blevet slettet efter et år, har Datatilsynet også bedt om at få oplyst, hvilke teleselskaber der har foretaget de omhandlede registreringer.

Herefter vil Datatilsynet afklare sammen med IT- og Telestyrelsen, om der skal tages yderligere skridt i sagen.

Den omhandlede statistik er tilgængelig på Folketingets hjemmeside som Retsudvalgets dokument REU alm. del Bilag 608.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Jens Mikkelsen

Mon der var en eller anden, der ville pege på den konkrete paragraf, der pålægger at man skal SLETTE data efter et år.

Kikker man i logningsbekendtgørelsen eller det tilhørende EU-direktiv, pålægges man en pligt til at GEMME data i en periode på et år. (EU siger mellem i halvt og to år)

Bogføringsloven taler om at gemme data i fem år.

Persondataloven med vejledninger har jeg støvet igennem, men uden held.

På forhånd tak

  • 0
  • 0
#3 Jørgen Elgaard Larsen

Reglerne på området er ret uldne. I praksis er det min vurdering, at man ikke kan være sikker på, at oplysningerne slettes.

Pligten til at slette finder du i bekendtgørelse nr 714 af 26/06/2008, §28: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=120508#Kap4

Som du vil se, er der masser er undtagelser fra reglen, og de fleste er ret løst defineret.

For nylig stillede Per Clausen et spørgsmål i Folketinget til justitsministeren om netop dette emne. Lene Espersen svarede som vikar for Brian Mikkelsen:

http://www.ft.dk/samling/20081/spoergsmaal/S2528/svar/endeligt/20090706/...

Men uanset om det er lovpligtigt at slette oplysninger eller ej, må man pricipielt antage, at oplysningerne gemmes til evig tid: Godt nok vil langt de fleste oplysninger blive slettet på et tidspunkt, men du kan aldrig sikre dig imod, at netop dine oplysninger er blevet kopieret af en af de mange personer, der har haft adgang til dem i tidens løb. Eller mod at dine oplysninger ikke er blevet slettet fra et lagermedie, der sælges på auktion efter et teleselskabs konkurs.

Den eneste måde at sikre sig mod, at oplysninger ikke bliver gemt, er aldrig at indsamle dem.

Jørgen Elgaard Larsen IT-Politisk Forening

  • 0
  • 0
#4 Deleted User

Har læst § 28 i bekendtgørelsen til teleloven, og jeg kom til at tænke på om de loggede oplysninger overhovedet kan anses som "nødvendige for fremføringen af kommunikationen", for hvis dette ikke er tilfældet er de jo slet ikke omfattet af pligten til at slette/anonymisere og dermed reguleres spørgsmålet (vel ?) af persondataloven § 5, stk. 5.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere