Justitsministeriet åbner sag mod FBI i Clintons email-sag
Hun var egentlig blevet frikendt, Hillary Clinton. Frikendt for skødesløs omgang med en privat email-server under hendes tid som amerikansk udenrigsminister. Men ganske kort tid før selve valgdatoen d. 8 november sidste år, valgte FBI, som selv havde frikendt hende i første omgang, at genåbne sagen mod hende, efter de tilsyneladende havde fundet nye beviser mod den demokratiske kandidat.
Sagen blev lukket igen kort tid efter - uden at der kom noget markant nyt frem om Clintons emails.
Hele sagen skabte stor virak, og særligt FBI-direktør James Comey stod i skudlinjen og blev fra flere sider anklaget for at have genåbnet sagen mod Hillary Clinton for at svække hende op mod valget og dermed favorisere Republikanerne og Donald Trump, der som bekendt endte som valgets sejrherre.
Derfor har det amerikanske justitsministerium nu valgt at granske FBI og James Comeys rolle i hele affæren. Det skriver blandt andet Washington Post.
Justitsministeriet forklarer, at man vil granske alle dokumenter og afhøre alle involverede for at finde ud af, om Comey havde en skjult dagsorden med at bryde FBI’s tradition med ikke at blande sig i et valg og holde mund om, hvad FBI var i gang med at efterforske.
Berlingske skriver ligeledes, at man vil undersøge, hvorvidt FBI og Comey havde kendskab til de nye, kompromitterende og hemmelighedsfyldte Trump-rapporter. Udokumenterede rapporter, som efter sigende skulle indeholde beviser for, at Trump mere eller mindre er i lommen på Rusland.
Rygtet går på, at FBI i en længere periode har haft kendskab til oplysningerne, men ikke har reageret på dem. Og hvis man har haft kendskab til dem, hvorfor meldte man så ikke offentligt ud, at man havde igangsat en undersøgelse af Trump?
Undersøgelsen vækker glæde i Clinton-lejren, som mener, det er absolut nødvendigt at komme til bunds i for at genoprette tilliden til FBI.
»Det er meget opmuntrende og forventeligt i betragtning af direktør Comeys drastiske afvigelse fra justitsministeriet protokol. En undersøgelse af denne art, uanset hvor længe den vil tage at gennemføre, er fuldstændig nødvendig for at tage det første skridt til at genoprette FBI’s ry som en upartisk institution,« lyder det fra tidligere talsmand for den nu opløste Clinton-kampagne, Brian Fallon, ifølge Washington Post.
James Comey byder ligeledes undersøgelsen velkommen og udtrykker begejstring over at få belyst alle aspekter af sagen.
»Jeg er taknemmelig for, at justitsministeriet generalinspektør påtager sig denne opgave. Han er professionel og uafhængig, og FBI vil samarbejde fuldt ud med ham og hans kontor. Jeg håber meget, han er i stand til at dele sine konklusioner og observationer med offentligheden, fordi alle vil drage fordel af en eftertænksom evaluering og gennemsigtighed omkring denne sag,« lyder det fra Comey ifølge Washington Post.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.