Justitsministeren skal se på sikkerhed i digital tinglysning

Når tinglysning af pantebreve bliver fuldt digital, er der åbnet en ladeport for svindel, mener advokat. Nu skal Justitsministeren undersøge, om sikkerheden er god nok.

Til september lanceres et af Danmarks største digitaliseringsprojekter: Digital tinglysning. Men inden premieren, hvor lange, papirtunge arbejdsgange bliver afløst af en fuld digital proces, advarer en advokat om dårlig sikkerhed.

Selvom chefen for digital tinglysning, retspræsident Søren Sørup Hansen, afviser kritikken, har Folketingets Retsudvalg nu bedt Justitsministeren undersøge sikkerheden ved digital tinglysning, skriver Børsen.

Advokat Olav Willadsen har tidligere været ude med riven og har denne gang valgt at inddrage politikerne. Men selvom politikerne i Retsudvalget beder Justitsministeren om en redegørelse for sikkerheden, er der ikke lagt op til, at lanceringen af den digitale tinglysning sættes på standby.

Til september vil det kræve en digital signatur at oprette og tinglyse et pantebrev. Kritikerne frygter, at især ældre mennesker kan blive snydt af personer, der har adgang til deres hjem og dermed kan stjæle brevet med pinkoden til en digital signatur.

Med rådighed over en digital signatur kan svindleren oprette et pantebrev i en ejendom og sælge det videre, hvilket potentielt kan give en milliongevinst, uden at nogen opdager svindlen. Først når den ældre borger dør, og arvingerne gør boet op, vil det svindlede pantebrev blive opdaget, lyder kritikken.

Retspræsident Søren Sørup Hansen har tidligere på Version2 forklaret, at han mener, sikkerheden er god nok, og at det er sværere at stjæle en digital signatur end at forfalske en almindelig papirunderskrift. Desuden er det ikke ligetil at sælge et pantebrev videre, forklarer han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Ulrik Løvehjerte

Såvidt jeg husker, er en stor del af problematikken at denne bedragne ældre ikke opdager bedraget.

Hvor svært kunne det være at indføre et krav om at folk fik et rekommanderet brev, hver gang der blev handlet - med de afgifter der opkræves skulle der være plads til lidt statsstøtte til brevpostmonopolet....

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere