Justitsminister vil bremse retssag om masselogning: Vi skal vente på ny EU-dom
Kammeradvokaten forsøger på vegne af justitsminister Søren Pape Poulsen (K) at få udskudt en dansk retssag, hvor ministeren er indklaget for ulovligt at kræve masselogning af danskerne brug af hovedsageligt mobiltelefoner.
Justitsministeriet forsøger at få Østre Landsret, hvor sagen kører, til at sætte den i bero. Det sker med henvisning til, at den belgiske forfatningsdomstol har bedt EU-Domstolen om endnu en afgørelse i en sag om lovgivning, der kræver masselogning af borgerne.
Det kan imidlertid trække den danske sag ud i årevis, advarer Foreningen mod Ulovlig Logning, som blev stiftet med formålet sagsøge den danske stat for at få stoppet logningen.
Eksperter: Logning strider imod EU-chartret
Foreningen anlagde sagen netop på baggrund af en afgørelse fra EU-Domstolen i en sag mod den svenske teleselskab Tele2. Sverige stillede dengang lovkrav til teleselskaberne om at logge omtrent de samme oplysninger om kundernes samtaler og position som den danske logningsbekendtgørelse. Da Tele2 tabte sagen, holdt de svenske teleselskaber op med at gemme så omfattende oplysninger om kunderne, men herhjemme fortsatte teleselskaberne efter krav fra Justitsministeriet.
De førende juridiske eksperter herhjemme fastslog ellers lynhurtigt, at også de danske regler strider mod EU-chartret, fordi de overtræder den grundlæggende menneskerettighed, som retten til privatliv er.
Alligevel har Søren Pape Poulsen afvist at sløjfe kravet om logning, før nye regler er på plads, og det er endnu ikke lykkedes. Bl.a. ansporet af en ledende artikel i Ingeniøren og her på Version2 tog en gruppe aktivister med Rasmus Malver i spidsen derfor sagen i egen hånd sidste år og samlede penge ind til retssagen, som Justitsministeriet nu forsøger at sætte en bremseklods for.
Den danske regering planlægger at gå ind i den sag, som nu skal foreligges EU-Domstolen, for at støtte den belgiske stat. I sit brev til Østre Landsret argumenterer Kammeradvokaten for, at den belgiske sag også får betydning for den danske.
Og, skriver Kammeradvokaten, hvis landsrettens dommere ikke vil reagere på udfaldet af den belgiske sag, vil den danske stat i stedet anmode om, at den danske sag bliver forelagt EU-Domstolen.
Ingen grund til at vente på tredje eller fjerde EU-dom
Det finder Foreningen mod Ulovlig Logning og foreningens advokater til gengæld helt ude i hampen. De påpeger, at der ud over Tele2-dommen allerede tidligere er faldet en anden dom, som fastslår, at masselogningen strider mod EU-retten. Der er, mener de, derfor ingen grund til at vente på hverken en tredje eller fjerde afgørelse fra EU-domstolen.
De anser derfor Kammeradvokatens anmodning for et forsøg på at forhale. En afgørelse af den belgiske sag kan tage årevis, påpeger advokaterne i et svarskrift. Dermed vil en udsættelse af den danske sag i praksis indebære, at staten med justitsminister Søren Pape Poulsen blot kan fortsætte med at ignorere EU-retten, og det er netop, hvad sagen handler om.
Alene de to svarskrifter i forbindelse med anmodningen om at udsætte sagen har ifølge Rasmus Malver kostet Foreningen mod Ulovlig Logning 90.000 kroner. Dem beder foreningen, som lever af frivillige bidrag til sagen, nu landsretten om senere at fastsætte, at staten skal betale.
Imidlertid kan der gå lang tid, før sagen ender med at blive behandlet. Landsretten tager ganske vist i denne uge stilling til, om sagen skal udsættes, til EU-domstolen igen har talt. Men den afgørelse kan kæres til Højesteret. Det samme gælder, hvis Justitsministeriet efterfølgende forsøger at få sagen sendt til EU-Domstolen, før den bliver afgjort i landsretten.
Derfor er det allerede nu givet, at retssagen ikke bliver afgjort inden et folketingsvalg, som skal afholdes senest i juni. Meget tyder desuden på, at det heller ikke lykkes at få indkaldt Søren Pape Poulsen til at vidne i retssagen, mens han er justitsminister, med mindre han også bliver det efter valget. Det var ellers en af de spektakulære afhøringer, som Rasmus Malver havde set frem til.
»Endnu værre end jeg havde forudset«
Stifteren af Foreningen mod Ulovlig Logning kalder forsøget på at trække retssagen i langdrag for »absurd«, og han betegner det som en trussel, når staten selv vil kræve den danske retssag forelagt EU-domstolen.
»Alle ved, at den belgiske sag får samme udfald som de andre sager,« siger han.
Rasmus Malver var forberedt på, at det ville blive svært at kæmpe mod den danske stat i en retssal.
»Men det endnu værre, end jeg havde forudset,« siger han.
»Et brækjern, som kan nedbryde al overvågning«
Der er nu også mulighed for, at de danske logningsregler rent faktisk bliver ændret, inden der falder dom i sagen. Det står på kataloget over lovændringer i indeværende folketingsår, men der har Logningsbekendtgørelsen nu stået i adskillige år, uden at der hidtil er blevet flyttet et komma.
Under alle omstændigheder vil Foreningen mod Ulovlig Logning føre sagen mod ministeriet og justitsministeren til ende.
»Vi vil have dem dømt, fordi de har gjort noget ulovligt. Vi vil vise, hvordan vi kan anvende EU's menneskerettigheder direkte i en dansk retssag. Det bliver det brækjern, som vi kan benytte, til at bryde al overvågning ned.«
Det lykkedes ikke at få en kommentar fra Justitsministeriet eller justitsministeren.
