Justitsminister fastholder logning af ubrugelige data
Justitsminister Morten Bødskov (S) fastholder, at de samme logningsdata, som en redegørelse fra justitsministeriet kalder "stort set uanvendelige", i hans øjne har " væsentlig betydning for efterforskning og retsforfølgning af alvorlige forbrydelser".
Det fremgår af en mail fra Justitsministeriets presseenhed til Version2. Version2 havde bedt om et interview med ministeren i forlængelse af den omtalte redegørelse, men har "på grund af travlhed" i stedet modtaget en skriftlig udtalelse fra ministeren.
»Som det fremgår af Justitsministeriets redegørelse af 21. december 2012, har loggede oplysninger om både telekommunikation og internetkommunikation væsentlig betydning for efterforskning og retsforfølgning af alvorlige forbrydelser, uanset at der har været og fortsat er visse tekniske udfordringer med hensyn til logning og brug af oplysninger om internetkommunikation,« skriver Morten Bødskov således til Version2.
Dermed lægger han sig tæt op af det svar, som politiet fredag gav Version2.
»Det er Rigspolitiets opfattelse, at logningsbekendtgørelsen har haft konkret efterforskningsmæssig betydning og vil få endnu større betydning fremover,« skrev Rigspolitiets presseenhed til Version2.
Herefter uddyber Morten Bødskov svaret ved at afvise en revision af logningsbekendtgørelsen, der ellers flere gange har skullet revideres - men som gang på gang er blevet udskudt.
»EU forventes i løbet af 2013, evt. 2014, at fremsætte forslag til en revision af EU-reglerne om logning, som med stor sandsynlighed vil nødvendiggøre tilpasning af de danske logningsregler. Derfor finder regeringen, at revisionen af de danske logningsregler bør afvente revisionen af direktivet,« skriver Morten Bødskov gennem sin presseenhed til Version2.
Nedenfor bringer vi de spørgsmål, som Version2 havde fremsendt til ministeren med henblik på et interview, men som altså resulterede i ovenstående, skriftlige svar.
Der gik mere end to år, før RAVEN (politiets it-system til håndtering af de loggede data, red.) kom op at køre i 2010. Og selv derefter kunne det ikke bruges til formålet. Hvorfor opretholder man pligten til at logge, når oplysningerne ikke kan bruges?
Hvordan kan det stå på i fem år, uden at nogen griber ind?
Hvis de data, teleselskaberne leverer, ikke kan bruges, hvorfor er der så ikke behov for at revidere logningsbekendtgørelsen?
Når man pålægger en branche udgifter i størrelsesordenen en halv milliard kroner, bør man så ikke have et vist ansvar for, at der er en god mening med udgiften?

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.