Det ligner en støtte til Foreningen imod Ulovlig Logning, da der i dag blev fremlagt et borgerforslag om at annullere logningsbekendtgørelsen, men foreningens formand mener, at det er en helt forkert måde at gribe sagen an på:

»Det er jo ikke en politisk sag. Det handler om, at der foregår noget, der objektivt er ulovligt,« siger Rasmus Malver, der tog initiativ til søgsmålet mod justitsministeren.
Han mener, at Rolf Bjerres borgerforslag faktisk skader mere, end det gavner:
»Han får gjort det til en politisk ting. Og det har vi virkelig arbejdet hårdt på, at det ikke skulle være. Jeg forstår det ikke, og nu skal vi kæmpe med det oven i købet. Vi risikerer, at man tror, det her er en venstrefløjsting,« siger han.
»Samtidig fører det her til slacktivism, hvor folk ikke donerer eller deltager aktivt, men bare lige giver et klik på en hjemmeside og tror, at de har gjort en forskel. Det misinformerer og vildleder, for hans forslag vil ikke stoppe overvågningen,« siger en frustreret Rasmus Malver.
Tre skridt tilbage
Foreningen har allerede løbende kontakt med forskellige ordførere på Christiansborg, så Malver mener ikke, at et borgerforslag vil sætte mere fokus på området.
»Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke bare ringede til os. Han kunne have gjort andre ting, der var fine nok, men han blander nogle ting sammen, der ikke har noget med hinanden at gøre,« forklarer Rasmus Malver.
Han understreger, at foreningen er åben for hjælp fra alle sider, men det skal ske på den rigtige måde.
»Vi tager tre skridt tilbage med det her forslag. Det her handler om at overholde loven. Det handler om, at vi har nogle fundamentale rettigheder, som en minister tilsidesætter,« ender han.