Når du nu alligevel skal agere personlig it-support for familien i juleferien, hvorfor så ikke udnytte chancen til at gøre os alle en tjeneste? Version2 foreslår, at du i din juleferie sørger for, at dine familiemedlemmer bliver opgraderet til en moderne browser.
De forskellige browserleverandører skændes i fuld offentlighed om, hvilken browser der er den mest sikre, og det er svært at pege på én bestemt vinder. En ting ligger dog helt fast: En ny browser er mere sikker end en gammel.
Derfor er det ikke så vigtigt, om der lige står Internet Explorer, Firefox, Chrome, Safari, Opera eller noget sjette på browseren. Derimod er det vigtigt, at den er den nyeste version.
Hvis du vælger at overtale familien til at skifte til for eksempel Chrome, så sørg dog alligevel altid for at opdatere Internet Explorer til den nyeste version, hvis det er en Windows-pc eller Safari til den nyeste version, hvis det er en Mac.
Uanset om den obligatoriske 'vi tænkte, om du ikke lige kunne se på printeren' support-forespørgsel fra familien handler om et kabel, der er ikke er sat i det rigtige stik, så bør du altid sørge for at installere softwareopdateringer på pc'en, nu du er i gang.
En god huskeliste:
- Java
- Adobe Reader
- Adobe Flash
- Internet Explorer
- Quicktime
Husk din bruger
Når du nu har fingrene i svigermors pc, så kunne det være fristende at ændre opsætningen ligesom du gerne ville have den. Men lad vær med at falde for fristelsen til at installere Gentoo Linux eller ændre på musehastigheden og skærmopløsningen.
Du ville heller ikke bryde dig om, at svigermor blandede sig i din filstruktur og valg af baggrundsbillede på skrivebordet, ville du?
Så bid det fyldte skrivebord med genveje til Hestenettet og opløsningen på 800 gange 600 i dig og fokusér på at minimere de fremtidige behov for din support.
Du kan dog med god samvittighed tillade dig at fjerne de ekstra toolbars, som med garanti er installeret.
Hvilken browser skal du vælge? Der er få forskelle på de nyeste versioner af de fire store browsere lige nu. Chrome er det populære valg, men hvis du mistænker, at familiemedlemmet alligevel vil fortsætte med at dobbeltklikke på det blå 'e' på skrivebordet, så er Internet Explorer 9 også en ganske kapabel browser.
For din bruger er det vigtigste, at han eller hun kan finde sine sædvanlige genveje. Er brugeren til klassiske bogmærker, så er de lidt nemmere at have med at gøre i Firefox og Internet Explorer end i Chrome, og begge browsere kan importere de gamle bogmærker.
Den sidste tuning
Når browseren er installeret, så er det en god idé at sikre, at brugeren så let som muligt kan fortsætte sine normale arbejdsrutiner.
- Skal autoudfyldning af formularer være slået til?
- Er der sider, hvor der skal gemmes login-oplysninger, som ikke er overført fra den gamle browser?
- Skal der vælges en bestemt startside?
- Er der nogen udvidelser, som skal installeres eller godkendes?
Det kan være en god idé lige at slå et smut forbi vigtige sider som netbanken, webmailen og Facebook for at sikre, at brugeren ikke støder på ekstra dialogbokse eller andet, som kan udløse et supportopkald midt under skihop den 1. januar.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.