Jubel over flere it-studerende på 'hårde' uddannelser

De klassiske, teknologitunge it-uddannelser er blevet mere populære hos de unge, og det vækker stor glæde i branchen. Samlet set er antallet af nye it-studerende steget med 145 procent siden 2006.

Flere studerende end tidligere har i år valgt en uddannelse, hvor hovedindholdet er tung, solid programmering, og hvor man ender som for eksempel datamatiker eller datalog.

Og den udvikling glæder foreningen IT-Branchen, som i årevis har efterspurgt og kæmpet for flere it-studerende. Der er nemlig stadig brug for mange flere danske it-folk, især af den teknologitunge slags.

»Danske it-virksomheder efterspørger i meget høj grad dygtige softwareudviklere med længere videregående uddannelser. Derfor er det meget positivt, at vi ser flere unge vælge de længere klassiske it-uddannelser på universitetsniveau. Den markante mangel på udviklere og dygtige it-folk med forretningsforståelse vil uden tvivl vokse de kommende år,« udtaler Mette Lundberg, IT-Branchens direktør for Politik & Kommunikation, i en pressemeddelelse.

Læs også: Her er optagelsestallene for it-uddannelserne i 2014

Generelt er det i år datamatiker-uddannelserne, som løber med stigningen, men også den klassiske datalogiuddannelse på landets universiteter er blevet mere populær i år. Både på Syddansk Universitet og i Aarhus er der en stigning i optaget af studerende, mens Københavns Universitet og Aalborg Universitet holder status quo.

Samlet set er der dog på universiteterne et fald i forhold til sidste år, når man sammenregner alle uddannelser med it-indhold, men det skyldes især, at nogle populære kombinationsuddannelser fik et meget højt optag tidligere. På Aalborg Universitet er antallet af nye studerende på uddannelsen Humanistisk Informatik således justeret ned med 200 personer i år.

Omvendt har andre kombinationsuddannelser, der kombinerer for eksempel it og sundhed, oplevet en stigende interesse, og det er IT-Branchen også godt tilfreds med, fordi der fremover vil være store potentialer for dansk erhvervsliv i disse nicher.

Hos Copenhagen Business Academy, har man i år haft 90 førsteprioritets-ansøgere til den danske datamatiker-uddannelse og optaget dem alle sammen. Sidste år var der kun 66 ansøgere med datamatiker som førsteprioritet. Vurderingen lyder, at de unge i dag også kigger meget på, hvordan jobmulighederne er, når uddannelsen er slut, og her ligger datamatiker i top, skriver skolen i en pressemeddelelse. Samtidig er det nemt at bygge videre på sin uddannelse, hvis man stadig er sulten efter viden, når datamatiker-titlen er i hus.

Det samlede antal nye it-studerende i år er ifølge IT-Branchen tre procent højere end sidste år, mens der generelt for alle uddannelser var en stigning på én procent. Set over en længere periode er antallet af it-studerende også steget hurtigere end mængden af studerende generelt.

I løbet af de sidste otte år er antallet af optagne på it-uddannelser således steget med 145 procent, mens det samlede optag på alle videregående uddannelser kun er steget med 48 procent i samme periode.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Stephen Alstrup

DIKU havde rekordår sidste år - Hvis jeg husker rigtig med 30% vækst i antal ansøgere, mens der generelt set på IT uddannelserne på universiteterne var et fald. Endvidere fastholdes stort set disse flotte tal - og DIKU bevare positionen som den meste søgte uddannelse både mht. 1 prioritet, total antal osv. og sammen med Aarhus dem der optager flest studerende.

Jeg synes derfor det er en klar positiv tendens DIKU fastholder.

Man kunne diskutere om antallet der optages skulle sættes op - men igen DIKU er dem der allerede (sammen med Aarhus) optager flest.

  • 1
  • 0
Stephen Alstrup

PS. Når man læser version2 tal i en anden artikel er alle ITU's uddannelser slået sammen, mens DIKU (vist nok 5) uddanneler er opdelt. Når jeg i min første kommentar snakker tal, er det tal hvor ALLE uddannelser ALLE steder betragtes hver for sig. Således sammenligner jeg f.eks. DIKU datalogi med 189 1 prioritetsansøgere, hvilket er mere end ITU sofwareudvikling, SDU datalogi, osv. Men naturligvis mindre end det samlet antal ansøgere på et universitet.

  • 0
  • 0
Jesper Jepsen

Egentlig er optaget ikke særlig intersant uden at se på hvor mange der reelt færdigøre studiet og hvilken kvalitet studiet har. Intet problem i at optage det dobbelte, det handler om at stuve flere sammen på mindre plads og hælde viden i hovedet på dem. Sammen med at man er lige glad med om de studerende evner at optage denne viden.
Så hvad vil vi have? mange med et papir på de har taget en uddannelse eller færre der har papiret men også evner at bruge det de har lært? Har vi ikke set IT skandaler nok til at vi har mere brug for det sidste end det første?

  • 1
  • 1
Stephen Alstrup

Jeg er helt enig om at kvalitet er supervigtigt! Så superkommentar. Vist man har fulgt med IT uddannelsesdebatten i år står dette også klart!

Men når dette er sagt har vi at en signifikant (30%? - det eksakte tal kan diskuteres) af væksten kommer fra IT, industrien mangler i følge EU, indefor EU, flere hundrede tusind IT folk, så væksten bremses i dag af mangel på folk med IT-kompetencer.

Så vi skal altså have MANGE flere DYGTIGE IT folk uddannet. Og det første skridt i denne process er flere optagne - og de skal naturligvis have en supergod uddannelse - som erhvervslivet kan bruge til noget!

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere