Journalist: Anti-Microsoft-historier fjernes fra Digg.com

Links til historier, der kritiserer Microsoft, bliver systematisk skjult for brugerne af tjenester som Digg, som mange bruger til at finde nyheder. Det hævder en it-journalist, der har holdt øje med fænomenet.

Hvis en nyhedshistorie får tommelfingeren opad fra mange på én gang, kan den komme til tops på listerne hos Digg og tilsvarende tjenester, hvor internetbrugerne hjælper hinanden til at finde det mest interessante, internettet kan tilbyde i øjeblikket.

Men det er også muligt at få fjernet en historie, hvis mange nok ønsker det, og den funktion bliver systematisk misbrugt af Microsoft-støtter, lyder anklagen fra it-journalist og kommentator Steven J. Vaughan-Nichols fra amerikanske Computerworld.com.

Han har lagt mærke til, at historier, som er pro-Linux eller anti-Microsoft, hurtigt forsvinder fra forsiden og hitlisterne i det hele taget hos Digg, selvom de får mange anbefalinger. Hvis tilpas mange trykker på 'bury'-knappen (begrav), vil historien nemlig blive fjernet uanset anbefalingerne og kun dukke op, hvis man specifikt beder om begravede historier.

Hvem der helt præcist skulle stå bag begravelsesritualet for Microsoft-kritiske historier gør it-bloggeren sig ikke klog på, men beskriver, hvordan det er muligt. Den Captcha-test med krøllede bogstaver, som Digg bruger til at undgå, at brugerprofiler bliver oprettet gennem en automatiseret proces, er nemlig nem at snyde, skriver han.

Dermed bliver det nemt for organiserede grupper at misbruge systemet, hvis de for eksempel har kontrol over en række falske brugere til at begrave alle historier, der går dem imod, hævder Steven J. Vaughan-Nichols.

Der har tidligere været problemer med 'begravelsesbrigader', og Digg har i 2008 strammet op om sikkerheden og ændret den algoritme, der afgør, hvornår en historie skal i graven.

Men med den rette indsats er det stadig muligt at snyde Digg, mener it-bloggeren. Han har også hørt fra andre journalister, der har opdaget problemet på andre områder, for eksempel at historier om politisk uro i Pakistan hurtigt stemmes ned under radaren på Digg.

Hvordan og hvor længe historier optræder på Digg og lignende tjenester er afgørende, mener han, for en stor del af trafikken på nyhedswebsider kommer i dag via den slags anbefalings-lister. Således kommer 28 procent af besøgende på hans blog ad den vej, og andelen er ganske normal for andre nyhedsmedier på nettet, skriver han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jesper Kildebogaard

Om en link kommer på forsiden af Digg afhænger (mestendels) af, hvor mange 'diggs' (anbefalinger), den får.

Artiklen nævner den algoritme, som afgør, om en historie skal 'begraves'.

Her bliver der - udover antallet af brugere, som klikker på begrav-knappen - også kigget på, hvordan disse brugere tidligere har opført sig. En bruger, som trykker 'bury' på samtlige artikler, kan således sorteres fra.

vh.

Jesper
Version2

  • 0
  • 0
Anonym

Jesper,
Sådan går det når man ikke trykker sig tydeligt nok ud....

Jeg mener her på V2s site, hvad er det der afgør om
en artikel vises med billede og hele svineriet.

Det virker noget tilfældigt, at det er muligt at få en lommeregnerapplikation til Iphone, hvor fantastisk er det ?

Er forøvrigt ret stolt af, at kunne trække 3 stk 'minus' med et spørgsmål !

  • 0
  • 0
Jesper Kildebogaard

Ah - jeg prøver igen, så.

På Version2 bruger vi en hjemmelavet, højtudviklet algoritme, som er indsat i redaktøren/jourhavendes kringlede hjerne. :-)

Vi kan i vores CMS placere historierne med håndkraft eller vælge, at nye historier skal overtage pladsen fra de gamle.

Men jeg kan afsløre, at der er ny funktionalitet på vej på Version2.dk inden for kort tid, hvor brugerne får indflydelse på, hvor vigtig/spændende en historie er.

vh. Jesper, Version2

PS: Jeg tror måske, at dit spørgsmål blev opfattet som ironisk og ikke-konstruktivt af nogen pga. anførselstegnene, og derfor tildelt nedadvendte tommelfingre.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere