Det er dårligt nok nogen nyhed, men alligevel: Endnu en undersøgelse viser, at Java og Javascript er konger i programmeringsverdenen, efterfulgt af Python.
Det slås fast nu igen, i en ny udviklerundersøgelse, udført af firmaet Jetbrains, der står bag udviklingsværktøjet Intellij Idea.
Når udviklerne spørges om, hvad deres primære sprog er, er det de tre nævnte, der kommer på skamlen.
Hvis spørgsmålet går på, hvilke sprog udviklerne benytter i det hele taget, er det Javascript, der dominerer, med hele 64 procent med på vognen. Googles serversprog Go er det mest populære af dem, som udviklerne har tænkt sig at benytte i fremtiden. Python er det sprog, som de fleste har gået i gang med at lære indenfor de sidste 12 måneder.
Stort set alle udviklerne - 82 procent - benytter et af de tunge, integrerede udvilkingsværktøjer. Om det er tegn på kærlighed eller blot af nødvendighed, siger undersøgelsen ikke noget om. En tidligere undersøgelse pegede på, at langt de fleste udviklere bedst kan lide den lette editor Vim.
På udviklerkonferencer kan det synes som om at alle bruger Mac og Ubuntu-systemer, men den gængse udvikler - 62 procent - benytter gode, gamle, kedelige Windows. Linux og Mac følger efter på 49 og 44 procent.
Webapps er langt den mest udbredte arbejdsopgave, efterfulgt af mobil-udvikling.
Open source er meget populært blandt udviklerne. 60 procent har comitted et eller andet til et open source-projekt, og 37 procent kunne godt tænke sig at gøre det.
Og hvad lytter udviklerne så til i hørebøfferne, når der knokles med koden? Det kan undersøgelsen også svare på: Electronica er den foretrukne genre, mens bundplaceringerne indtages af punk rock og R&B.
Undersøgelsen bygger på 6000 besvarelser. Respondenterne blev fundet via Twitter, Google og Facebook, fra en lang række lande over hele verden, på seks forskellige sprog.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.