Der bliver rykket ved én af grundpillerne i Java-platformen, når Java 9 bliver klar. Det er nemlig besluttet at gøre Ahead-of-Time compileren Graal til en indbygget del af Java 9, fremgår det af en post på OpenJDK-projektet.
Det betyder, at det vil være muligt for udviklere at vælge at compilere deres kode, før den køres. Det skal afhjælpe de situationer, hvor applikationen skal startes hurtigt, og hvor man derfor kan komme til at vente på, at Javas normale Just-in-Time compiler er klar med bytecode.
Det er ikke meningen, at Java skal være et præcompileret sprog med libraries som det kendes fra eksempelvis C++, men udviklere skal altså have muligheden for at vælge at compilere dele af deres applikation på forhånd.
Just-in-Time compileren vil stadig have en fordel, når det gælder optimering af koden, fordi den vil kunne optimere mere præcist på profilen for applikationens afvikling.
OpenJDK er der, hvor nye funktioner i Java afprøves, og det er herfra de plukkes til den officielle Java-udgave. Derefter udgives først udviklerversionen JDK, dernæst en Standard-version SE og til sidst Enterprise-versionen EE, som er den til store driftsmiljøer.
Ahead-of-Time compiler-muligheden er da også mest rettet mod applikationer på servere, for i første omgang vil den kun være tilgængelig på 64 bit Linux-installationer, som er det mest almindelige servermiljø for Java. Det er altså ikke meningen, at man skal distribuere klientprogrammer som compilet kode.