Java 17 er på gaden med forslag om hurtigere udgivelser

Illustration: mkabakov/Bigstock
Den næste udgave af Java er klar til produktion. Sprogets chefdesigner foreslår ny køreplan med to-årige langtidsholdbare versioner.

Næste version af Java er på gaden, og det samme er et nyt forslag om at udsende de langtidsholdbare LTS-versioner hvert andet år, i stedet for hver tredje år, som det er i dag.

Oracles chefarkitekt for Java, Mark Reinhold, motiverer den hurtigere udsendelsesplan således:

»For fire år siden skiftede vi til en striks tidsbaseret udgivelsesmodel med en udgivelse hvert halve år, opdateringer hvert kvartal og en udgivelse med langsigtet support (LTS) hvert tredje år. Denne ændring var designet til at levere regelmæssige, forudsigelige udgivelser til både udviklere og virksomheder. Udviklere foretrækker hurtig innovation og vil gerne opgradere ofte, så de kan bruge de nyeste funktioner. Virksomheder foretrækker derimod stabilitet og vil hellere opgradere hvert par år, så de kan migrere, når de er klar.«

Det bredere økosystem har tilpasset sig den nye model, mener Mark Reinhold. Mange populære IDE'er, værktøjer, frameworks og biblioteker understøtter den seneste seksmåneders-udgave – selv når det ikke er en LTS-version – kort tid efter, at den er tilgængelig.

»Udviklere er begejstrede for de nye faciliteter. Mange er imidlertid frustrerede over, at de ikke kan bruge dem med det samme, da deres arbejdsgivere kun er villige til at implementere applikationer på LTS-udgivelser, som kun sendes hvert tredje år. Så lad os udsende en LTS-udgivelse hvert andet år.«

Der er som nævnt tale om et forslag, men dem fra Mark Reinholds hånd har det med at blive vedtaget i Javas styregruppe.

Nyhederne i Java 17

Som Version2 har berettet tidligere, kommer Java 17 med en række væsentlige nyheder.

Læs også: Java hopper ombord på pattern matching-toget: Her er nyhederne i version 17

Klar til produktion er faciliteten forseglede klasser, der gør det muligt for en klasse at udpege præcist de subklasser, der må nedarve. Faciliteten har været i 'preview' siden Java 15.

Læs også: Her er nyhederne i Java 15: Koden gemmes i forseglede og skjulte klasser

Sikkerhedsproblematikken omkring serialisering af objekter, der har ligget bag kæmpestore datalæk, får en opstramning ved at gøre det nemmere at skabe filtre, der fortæller hvilke klasser der kan tillades serialisering og i hvilke sammenhænge.

Blandt andre nyheder kan nævnes kommatalsoperationer, der nu altid skal være i ‘strict’-modus, så en operation giver samme resultat, uanset hvilken cpu der benyttes, og nye generatorer og typer til tilfældige tal, som skal gøre det nemmere at skifte implementeringer.

Tillige fjernes en lang række bedagede api'er, såsom Applet, der stammer fra webbets barndom, og som gjorde det muligt at indlejre Java-programmer i websider.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Peter Stricker

... uden at komme nogen steder.

I hvert fald små skridt. Og det er jo lige præcis, hvad Mark Reinhold lovede ved skiftet til halvårlige releases.

Når man læser om, hvor mange der stadig kører på 11, selv uden at have tilkøbt supportaftale fra Oracle, så er det, at der kommer en nyere udgave, hvor Oracle også tilbyder LTS, i sig selv nok til at kalde 16->17 for et større spring end 15->16.

Derudover er der en ikke uvæsentlig ændring i licensbetingelserne for Oracles brygning af Java 17. Man kan nu kvit og frit bruge Java 17 i kommercielle projekter, uden at skulle ty til OpenJDK eller nogle af de mange andre implementeringer. Noget der tilsyneladende også er vigtigt for nogle.

Det er nu heller ikke sikkert at Project Lombok mener at skiftet fra 16 til 17 er et lille hop på stedet.

Indtil vi får valhalla er stort set alt andet ligegyldige småting.

Lad os nu se, hvornår Valhalla kommer. Hvis den bliver overhalet af Loom eller Panama, så vil jeg i hvert fald ikke kalde dem for ligegyldige småting.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere