Java 12 skæres ind til benet

Illustration: Bigstock
Strenge, der løber over flere linjer, droppes fra den kommende Java. Dermed er sprog-nyhederne skåret ned til halvdelen.

Det bliver tilsyneladende en historisk slank kommende opdatering af Java, der løber af stablen til foråret.

Java 12 var nede på to nyheder i forhold til til selve sproget.

Den ene nyhed er en ny switch-sætning, der på et senere tidspunkt skal munde ud i 'pattern matching,' som det kendes fra funktionelle sprog.

Den anden nyhed var 'raw literals,' som er streng-konstanter, der løber over flere linjer, som det kendes fra mange andre sprog. Nyheden var programsat til Java 12, men i en såkaldt 'preview feature'-udgave, hvor der åbnes en kattelem for, at api'et kan ændres i kommende udgaver.

Denne funktion er især god til Oracles nye GraalVM, der kommer med understøttelse af sprog som Python og Javascript, men i C-baserede udgaver, i modsætning til JVM-implementeringer af sprogene. Med Graal kan kode i disse sprog kaldes fra Java-kode uden yderligere krumspring, og det ser pænest ud, hvis det kan gøres med en facilitet, hvor en streng kan løbe over flere linjer i kildekoden.

Læs også: Vi skaber exe-programmer fra Java med GraalVM - og det kører forrygende hurtigt

Men nu beder facilitetens bagmand, Oracles top-Java-guru Brian Goetz, om at tage en pause, og undlade at tage den nye funktion med i tolveren.

I et indlæg på udviklernes mailingliste skriver han:

»Preview feature-mekanismen er beregnet til faciliteter, hvor der er stor tiltro til, at faciliteten er færdigudviklet, og at sandsynligheden for at væsentlige ændringer ville blive foretaget, før den tilføjes i en permanent form, er lav. På dette tidspunkt tror vi ikke længere, at dette er tilfældet, og vi mener at det nuværende forslag vil være til skade for sproget. Vi er selvfølgelig skuffede over, at det betyder, at det vil tage lidt længere tid at føje denne facilitet til sproget, men vi synes det er det bedste valg.«

De øvrige nyheder i Java 12 har at gøre med JVM'en, som eksempelvis en ny garbage collector, hvor de pauser, som opstår i programmet ved genindvinding af hukommelse, er meget små.

Java 12 fastfryses mere eller mindre med udgangen af december. Version2 kigger nærmere på nyhederne i det nye år.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere