Et ja til Google-felt på smartphonen: »Det er fuldstændig uigennemskueligt«

Efter fem forsøg havde IT-Politisk Forening stadig svært ved at finde ud af, hvad konsekvensen er af at sige ja til forskellige indstillinger på en Android-telefon.

Det er ekstremt vanskeligt at gennemskue konsekvensen af at sige ja til alle de felter, Google selv sætter hak i, når en bruger tager en ny Android-telefon i brug. Det konkluderer IT-Politisk Forenings næstformand, Niels Elgaard Larsen, efter selv at have gjort forsøget.

Foreningens udmelding kommer, efter at Ingeniøren i dag kan fortælle, at Googles indsamling af data er så ekstremt nøjagtig og går så langt tilbage, at søgegiganten i praksis kortlægger al fysisk færden i vores liv – med mindre vi slår det fra.

Læs også: Google husker hvor du var i går ... i sidste uge og for flere år siden

Ingeniøren lånte Niels Elgaard Larsen en næsten fabriksny Nexus 5X, som Google sælger under eget navn. Telefonen var opdateret til seneste Android- version, og Niels Elgaard Larsen loggede på med en helt ny brugerprofil, efter at telefonens fabriksindstillinger var gendannet.

»Nu har jeg prøvet fem gange, og det er fuldstændig uigennemskueligt, hvilke af funktionerne Google egentlig bruger til hvad,« siger han.

»Jeg får nærmest indtryk af, at hvis man ikke trykker på den blå boks hele vejen, så kan man ikke være sikker på, at telefonen virker.«

Slået til eller ej?

Ingeniøren lånte Niels Elgaard Larsen Nexus-telefonen efter selv at have gjort samme øvelse og forsøgt at få en kommentar fra Google – som dog kun vil svare gennem sit danske PR-bureau.

I svarene understreger søgegiganten, at den netop har revideret beskrivelserne af sikkerhed og privacy samt de værktøjer, brugerne kan benytte til selv at ændre indstillingerne. Det sker, skriver Google, for at efterleve den feedback, som datatilsyn over hele Europa har givet selskabet. Selskabet understreger, at brugerne selv kan ændre indstillingerne.

Læs også: Apps har fri adgang til at følge dine bevægelser

Når det gælder sporingsfunktionen, skriver Google:

‘Placeringshistorik er som standard ikke slået til. Det skal brugerne gøre, hvis de vil benytte de tjenester, som knytter sig til placeringshistorik.’

Det passer imidlertid ikke med Ingeniørens test, hvor der som standard er sat hak i ‘ja’ ved alle de tjenester, der gemmer data om brugerens færden. Niels Elgaard Larsens konklusion er da også klar:

»Det er forkert, hvad Google skriver til dig.«

Google skriver det ikke ligeud men argumenterer indirekte for, at det er brugeren selv, der giver tilsagn, når man klikker ‘Næste’ på skærmbillederne under opsætningen af en ny telefon. Skærmbilleder, der altså er forudfyldt med indstillinger, der slår logningen til, men hvor man kan slå den fra.

Niels Elgaard Larsen mener, at virkeligheden er endnu værre, end Ingeniøren har beskrevet den, fordi Android-telefoner kan fortsætte med at benytte wifi og mobilmaster til at bestemme position ud fra, selv hvis brugeren slår GPS fra.

IT-Politisk Forening kalder i øvrigt Googles dataindsamling ude af proportioner. Formand Jesper Lund benytter ikke selv Googles egen udgave af Android, der ellers ligger på så godt som alle nye Android-telefoner.

»Jeg tør ikke rende rundt med en Android-telefon med Googles tjenester. Selv om man formelt skal give samtykke, hvis data bliver sendt til Google, så er det fuldstændig umuligt at finde ud af, hvad de samtykker går ud på,« siger han.

Jesper Lund kalder det ‘uacceptabelt’, at placeringshistorik og andre logningstjenester som standard er slået til.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Thomas Toft

"Formand Jesper Lund benytter ikke selv Googles egen udgave af Android"

Hvad bruger han så? Det ville jo hylende morsomt hvis han sagde iPhone.

Desuden er alle versioner af Android der bruges på telefoner som sælges i Danmark "googles egen version af Android" bare med ekstra ting bygget ind i. Ellers er der ikke adgang til google play. Samtlige funktioner han frygter er derfor også på en Sony eller Samsung. Ja og selvfølgelig i overflod på en iPhone.

Skræmmende, ja, men er det det han siger eller hvad bruger han selv som er bedre? En Nokia 3210?

  • 3
  • 0
Kim Domino Evers

.... men hvad bruger jeg så? Er jeg slet ikke med på Smartphone bølgen? Kan man leve ud en telefon der kan gå på nettet, hente mail, twitte osv?

Nej sikkert ikke - derfor har jeg valgt Jolla med Sailfish OS. Jolla med Sailfish OS. .

Og jo den kan også kører Android Apps, men det har jeg jo selvfølgelig valgt fra, ellers giver det jo ingen mening!

  • 4
  • 0
J. Michael Hansen

Ubuntu fås også i telefonversion!
Da det lykkedes mig at 'brick'e min Jolla (og de ikke syntes interesserede i at hjælpe mig med at få den op at spille igen), faldt jeg over Ubuntu Phone ... der dog ikke har så smukt et brugerinterface som Sailfish.

  • 0
  • 0
Konstantin Slavin-Borovskij

Det er nok en custom open-source ROM, der er bygget ovenpå AOSP uden Google Services installeret. Fx LineageOS, som et populært eksempel, men der findes et hav af sådanne ROMs. Faktisk bliver alle 3. part ROMs leveret uden Google Services, da det ikke passer under licensen.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere