Det vil da være meget fedt med et visitkort, hvor der står Google, Microsoft eller Apple på i fremtiden. Men for 21-årige Jakob Roos, der går på 3. semester på IT-Universitetet, hvor han er i gang med en bachelor i softwareudvikling, er det allervigtigst, at hans fremtidige job giver mening.
»Det er attraktivt for mig, hvis jeg fremadrettet kan arbejde med noget, der interesserer mig. Jeg har tidligere både arbejdet i SFO og som lærervikar – og det giver mening, hvis jeg for eksempel som færdiguddannet kan kombinere det, jeg brænder for, med børn og indlæring ved at integrere it i skolelivet,« siger Jakob Roos.
Fremtidens drømmejob handler altså ikke nødvendigvis om den fede hyre, masser af fryns eller prestigefyldte virksomheder, men om mening. For ham selv, den kommende arbejdsplads og gerne for samfundet.
»Jo mere jeg arbejder med softwareudvikling, desto mere har jeg indset, at it er et værktøj – et ufatteligt relevant værktøj – men det handler ikke bare om at skrive koder, som ikke ret mange forstår. Det handler om at få en kommende arbejdsplads til at forstå, hvordan man bruger det. Og så må det gerne give mening for samfundet,« konkluderer Jakob Roos.
Han ville dog aldrig sige nej tak til et spændende job hos en af de store frontfigurer i markedet som for eksempel Google, Microsoft eller Apple.
Virksomheder søger kontakt
Han mærker i høj grad, at landets it-virksomheder er ivrige efter at komme ud på IT-Universitetet, så de studerende kan få øjnene op for netop deres virksomheder.
Det gælder blandt andet i forbindelse med projektsamarbejde og IT-Universitetets karrieremesse, IT Match Making, der afholdes to gange om året, i marts og oktober, og hvor de studerende kan snakke med virksomhederne om studiejob og fuldtidsjob.
»I faget ‘projektarbejde og kommunikation’ kom Schneider Electric, Det Kongelige Teater, Semler Group, Clearidium og Watagame ud på universitetet. Der er så meget aktivitet på skolen, hvor virksomhederne kommer ud – og mange skal promovere sig selv i forhold til studiejob,« fortæller Jakob Roos, der derfor har fået øjnene op for, at der er mange virksomheder med spændende it-projekter, som han ikke lige havde tænkt på.
Gør sig klar til studiejob
Jakob Roos har endnu ikke et studiejob, men vil gerne have det i nær fremtid. Han føler sig dog endnu ikke helt klar til det. Rigtig mange af hans studiekammerater har allerede studiejob eller er for tiden i gang med samtaler i håbet om at få det snart.
»Men det er smart, at virksomhederne kommer herud – og vi kan byde ind med, hvordan forskellige projekter kan løses. Det er jo en måde, vi kan bruge vores håndværk på og få bevist, at vi kan mestre vores fag og gøre et reelt stykke arbejde,« siger han.
Ved at være aktive på universitetet oparbejder virksomhederne goodwill hos de studerende, især fordi de kommer med reelle problemer, som de gerne vil have løst; om det så er et biografsystem, et danmarkskort med fuld funktionalitet, et spil, der skal udvikles for gaming-virksomheden Unity, eller om der skal fikses noget it i Danmarks Radio eller på Det Kongelige Teater.
Hvad skal jeg bruge kandidaten til?
Oplevelsen er, at der indimellem er studerende, der bliver fristet til at tage et job og aldrig kommer tilbage på universitetet igen. De bliver opslugt af de spændende opgaver – og måske også af lønnen.
Jakob Roos indrømmer da også, at han nogle gange har tænkt over, hvad han skal bruge en kandidatgrad til, hvis han med en bachelor kan løse spændende opgaver i virksomhederne.
»Vi lærer så meget, at vi ret hurtigt kan komme ud på arbejdsmarkedet og gøre en forskel i en virksomhed, og derfor har tanken om, hvad jeg skal bruge kandidaten til, da strejfet mig. Men alligevel tror jeg, at når jeg er bachelor, så føler jeg, at der er nye ting, jeg skal lære,« siger Jakob Roos, der gør sig klar til at blive plukket af en af de danske it-virksomheder.
Denne artikel stammer fra magasinet IT Company Rank