ITU-professor skal give danskerne troværdig it-viden i nyt opslagsværk

Illustration: Wavebreak Media Ltd/Bigstock
Fra den 25. maj har man kunne tilgå viden på lex.dk, der er en onlineplatform redigeret af førende forskere.

Den 25. maj blev lex.dk lanceret. Det er en onlineplatform, der samler Den Store Danske, Trap Danmark og en række andre opslagsværker.

Platformen skal give danskerne adgang til artikler, der bliver opdateret af landets førende forskere, skriver ITU i en pressemeddelelse.

Egentlig skulle lex.dk først have været gået i luften til efteråret, men corona-epidemien har betydet, at mange elever har måttet arbejde hjemmefra, og de vil kunne nyde godt af et troværdigt alternativ til Wikipedia.

Læs også: »Go away«: Populært tegneprogram afviser dansk tip om sikkerhedsbrist

Professor Thore Husfeldt fra ITU skal stå for dele af indhold om informationsteknologiske emner.

»Vi forskere vil få en rådgivende funktion og skal være med til at sikre, at indholdet på lex.dk er faktuelt korrekt. Det er et rigtigt spændende projekt, som jeg er rigtig glad for at være en del af, fordi lex.dk vil blive et godt alternativ til fællesredigeringssider som fx Wikipedia«, lyder det fra Husfeldt.

Han mener, at Wikipedia er godt som opslagsværk, når man skal søge grundlæggende informationer eller finde frem til, hvilke syn der er på emner.

Læs også: Folketingsflertal vil lempe GDPR: »Det holder jo folk tilbage, hvis de er bange for at få en bøde«

»Men det har vist sig, at det er meget vanskeligere at bruge Wikipedia, når man leder efter en sammenhængende fremstilling af et nichespørgsmål i en lille kultur, som Det Moderne Gennembrud i dansk litteratur,« siger han.

Non-profit-foreningen bag lex.dk blev stiftet i sommeren 2019 og har fire medlemmer: Gyldendal A/S, G.E.C. Gads Fond, Danske Universiteter og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (10)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Kristian Klausen

Egentlig skulle lex.dk først have været gået i luften til efteråret, men corona-epidemien har betydet, at mange elever har måttet arbejde hjemmefra, og de vil kunne nyde godt af et troværdigt alternativ til Wikipedia.

Sikke da et postulat! Et leksikon er ikke per definition utroværdigt, fordi alle kan redigere det.

Pressemeddelelsen er lidt mere nuanceret:

"Spørgsmål om troværdighed af information er jo centrale for mange af de temaer, som vi interesserer os særligt for på ITU. Akademisk forankrede, klassiske opslagsværk som Den Store Danske Encyklopædi er siden 2001 blevet udfordret af digitale, åbne og fri kilder som Wikipedia. De to tilgange skaber tillid på helt forskellige måder og er gode til forskellige typer af information. På Wikipedia kan man finde ud af, hvad Israels hovedstad hedder, samt hvilke forskellige holdinger der findes til det spørsmål, fordi der er tusindvis af mennesker som i fællesskab kontrollerer hinandens ændringer. Men det har vist sig, at det er meget vanskeligere at bruge Wikipedia, når man leder efter en sammenhængende fremstilling af et nichespørgsmål i en lille kultur, som Det Moderne Gennembrud i dansk litteratur," slutter han.

Han = Professor Thore Husfeldt

  • 5
  • 1
#2 Benjamin Balder

Men det har vist sig, at det er meget vanskeligere at bruge Wikipedia, når man leder efter en sammenhængende fremstilling af et nichespørgsmål i en lille kultur, som Det Moderne Gennembrud i dansk litteratur,

Professoren kunne gå med i den danske støtteforening for Wikipedia, Wikimedia Danmark eller forske i, hvordan man kan forbedre deltagelsen i Wikipedia på dansk.

Lanceringen af endnu et initiativ fremstiller måske endda problemets årsag: Der er ikke nok deltagelse i dansk Wikipedia til disse "nichespørgsmål", fordi man ikke samler kræfterne i et frit og åbent forum?

  • 3
  • 5
#3 Torben Mogensen Blogger

Der er ikke nok deltagelse i dansk Wikipedia til disse "nichespørgsmål", fordi man ikke samler kræfterne i et frit og åbent forum?

Der er så vidt jeg kan gennemskue ikke noget, der hindrer, at nogen laver et script, der kopierer indhold fra lex.dk til Wikipedia -- det kræver dog måske en kildeangivelse. Og det er i hvert fald uproblematisk at tilføje links fra Wikipediaartikler til lex.dk (f.eks. i References og Further Reading).

  • 5
  • 1
#4 Kristian Klausen
  • 1
  • 0
#5 Benjamin Balder

De fleste artikler, jeg fandt, er opført med begrænset anvendelse. F.eks. artiklen om Det Moderne gennembrud. Det er ikke engang begrænset: Man må slet ikke bruge teksterne i andre sammenhænge.

Der er masser af dejligt tekst-indhold og bidragsydere, men hvorfor ikke bruge 23 mio. kr. på Finansloven til at forbedre Wikipedia og producere indhold dertil? Det spørgsmål er svært at finde svar på. Hvis man gerne vil have en anden portal til Wikipedia, findes der masser af projekter, der bruger dets API'er til at præsentere udvalgte artikler og indhold anderledes.

Der er mange funktioner, hvor lex.dk er dårligere end Wikipedia (Mediawiki-platformen), hvor man sikkert kommer til at genopfinde den dybe tallerken.

Og kan man løse opgaven om at være troværdig? Tag f.eks. artiklen om Dansk Folkeparti -- her kunne man måske have gavn af en transparent debat om, hvorfor den er, som den er? Ingenting nævnt om racismedømte medlemmer, ingen kilder til faktuelle oplysninger osv., og version 29 er en 100% omskrivning af version 28 uden kommentarer eller debat.

  • 4
  • 3
#6 Ditlev Petersen

Der er mange funktioner, hvor lex.dk er dårligere end Wikipedia (Mediawiki-platformen), hvor man sikkert kommer til at genopfinde den dybe tallerken.

Når det drejer sig om opslagsværker, kan jeg ikke se problemet i at have flere forskellige dybe tallerkner. Folk (elever bl.a.) skal bare lære, at det kan svare sig at se efter flere steder. De to online leksika kan fint eksistere ved siden af hinanden. Det er ikke sikkert, at professionelle leksikonforfattere kan trives med det kollektiv, som Wikipedia er. At smide 23 millioner i den danske Wikipedia, løser ikke ret meget. Det er mennesker, der er brug for. Og dem kan man ikke sådan købe.

  • 5
  • 1
#7 Mogens Bluhme

Men det har vist sig, at det er meget vanskeligere at bruge Wikipedia, når man leder efter en sammenhængende fremstilling af et nichespørgsmål i en lille kultur, som Det Moderne Gennembrud i dansk litteratur,

Modellen bag de fleste søgemaskiner er Wisdom of the Crowd - det mange (talmajestæten) finder tilfredsstillende, er sikkert også godt nok til dig.

De sorte svaner - som påpeget af statistikeren Nassim Nicholas Taleb - er ekstrem upåagtede men kan bidrage med ny viden - vel at mærke også om de hvide svaner.

Med eksisterende algoritmer finder man sjældent noget nyt eller bliver klogere end gennesnittet.

Det er glimrende beskrevet i en 5 år gammel artikel her på version2:

https://www.version2.dk/artikel/dansk-machine-learning-ivaerksaetter-goo...

  • 1
  • 0
#8 Benjamin Balder

At smide 23 millioner i den danske Wikipedia, løser ikke ret meget.

  • Midlerne kunne være brugt anderledes og have været anvendt til at samle kræfterne. At man skal promovere lex.dk med at Wikipedia er utroværdigt, siger måske noget om, at projektet ikke fra start af havde et klart nok mål.
  • Wikipedia udgiver under Creative Commons. Når der bruges offentlige midler på at udvikle indhold, skal det IMHO være med dette som fundamentalt krav. Public Money, Public Code -- det samme gælder for skriftlige værker.
  • Elever kan have gavn af flere opslagsværker og lære kildekritik. Der findes allerede f.eks. leksikon.org. Wikipedia er helt unik udi at være et forum for kildekritik ved at fremlægge kilderne OG kritikken. Lex.dk virker som et tilbageskridt til accept af fortfatterens og hjemmesidens autoritet.
  • Det er ikke svært at forestille sig hele lex.dk baseret på Mediawiki, men aktuelt ligner det, at man har en minimal wiki-platform. Deraf den dybe tallerken: Hvad gør de, når der skal lægges matematiske formler ind, musikklip, store tabeller, alle verdens flag i SVG etc.. afgrænser man sin mission eller fortsætter man overlappet?

Er hensynet til at have flere opslagsværker vigtigt nok til at lancere et 23 mio kr alternativ til Wikipedia og dermed splitte kræfterne op i stedet for at samle dem?

Du kan sagtens have en god pointe, men i det store hele, synes jeg, at man skal undervise i kildekritik og internet-navigation med andre midler.

  • 2
  • 2
#9 Kristian Klausen

De fleste artikler, jeg fandt, er opført med begrænset anvendelse. F.eks. artiklen om Det Moderne gennembrud. Det er ikke engang begrænset: Man må slet ikke bruge teksterne i andre sammenhænge.

Nu har jeg læst lidt rundet på Lex.dk, og det lyder at det er den enkelte bidragsyder der bestemmer licensen. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se hvad man opnår med den valgfrihed, udover at gøre det mere besværligt for alle.

Som jeg læser den "begrænset anvendelse" licens, så må man f.eks. som lærer ikke engang udprinte teksten, vedhæfte den som en PDF eller tilpasse den til et undervisningsforløb. Det er da en "mindre" kæp i hjulet, hvis formålet er at hjælpe uddannelsessystemet.

Når det så er sagt, så er det min opfattelse, at det er de færreste der tager ophavsret særlig højtideligt.

  • 0
  • 0
#10 Ditlev Petersen

Er hensynet til at have flere opslagsværker vigtigt nok til at lancere et 23 mio kr alternativ til Wikipedia og dermed splitte kræfterne op i stedet for at samle dem?

23 millioner er ingen penge. Det kan ikke enganmg holde liv i Lex.dk i mere end få år. Wikipedia skrives og redigeres af frivillige, man kan ikke kommandere f.eks. danske professorer til at skrive i Wikipedia.

Men jeg kunne se muligheder i at skabe en "ånd" af at arbejde for noget stort og kollektivt blandt studerende og fagfolk, der brænder for et eller andet emne. Hvorfor bruge HVER weekend på at brænde naboens marked ned i Westeros, når man kan være med til at skabe noget, som andre kan have glæde af i lang tid? Altså ens bedrifter i en virtuel verden af drager, kæmper og massemordere lever jo ikke ret længe. Hvem gider høre om dem fredag eftermiddag over en bajer eller en kop kaffe?

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere