ITU-forskning støttet af Lars Seier: Parallelisering skal speede op for blockchain-transaktioner

Illustration: Rioviertoy/Bigstockphoto.com
Hurtigere kryptovaluta-overførsler kan blive resultatet af et nyt forskningsprojekt på IT-Universitetet i København. Projektet er finansieret af en bevilling på 1,7 mio. kroner fra Concordium Foundation med Lars Seier Christensen i formandsstolen.

Et nyt forskningsprojekt på IT-Universitetet i København skal udvikle mekanismer som giver mulighed for hurtigere transaktioner og gør det muligt for systemerne at understøtte et meget større antal brugere.

Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

»Bitcoin-systemet kan eksempelvis kun udføre omkring syv transaktioner i sekundet. Til sammenligning kan VISA-netværket håndtere 100.000 transaktioner per sekund. I praksis betyder det, at det kan tage timevis at overføre penge til nogen via Bitcoin, hvilket selvfølgelig ikke er særlig hensigtsmæssigt i forhold til dagligdags brug,« udtaler lektor Bernardo Machado David ifølge pressemeddelelsen.

Problemet ligger i dagens blockchain-teknologi.

»I de fleste af de systemer, der anvendes i dag, har vi nået grænsen for antallet af mennesker, der kan tilslutte sig netværket og hjælpe blockchainen med at vokse hurtigere. Vi har nået kapaciteten for, hvor meget information, der kan føjes til en blockchain per sekund,« siger Bernardo Machado David.

Parallelle blockchains

I projektet vil forskerne udvikle mere effektive og skalerbare mekanismer, som kaldes 'blockchain consensus protocols.'

»I stedet for at proppe flere informationer ind i en enkelt blockchain, undersøger vi, om vi kan få flere parallelle blockchains til at arbejde sammen, så vi kan tilføje flere informationer i sekundet.«

For at opnå dette vil forskerne anvende ’sharding’-teknikken, som anvendes i databasesystemer.

Udover at optimere på hastighed og effektivitet vil det nye projekt også fokusere på beskyttelse af brugernes privatliv og på at sikre muligheden for at stille folk til ansvar, hvis de bryder loven.

»Vi ønsker ikke bare mere skalérbare systemer, men også systemer, der er kompatible med lovgivningen inden for databeskyttelse og ansvarlighed. Så vores opgave bliver at designe systemer der beskytter brugernes privatliv og desuden giver mulighed for at efterforske eventuelle kriminelle aktiviteter,« siger Bernardo Machado David.

Projektet er støttet af pengetanken Concordium Foundation, der har rigmanden Lars Seier Christensen i formandsstolen. Fonden er i gang med at udvikle et nyt blockchainbaseret valuta- og smart contract-system. Fonden står også bag Concordium Blockchain Research Center på Aarhus Universitet, der slog dørene op i februar. I Aarhus arbejder man også på ‘konsensus-protokoller,’ har professor Jesper Buus Nielsen, som leder det aarhusianske projekt, tidligere udtalt til Version2.

Læs også: Aarhus Universitet: Der er plads til to danske blockchain-centre

»Det bliver interessant at lave dette projekt i samarbejde med Concordium, eftersom forskningen vil blive integreret i virkelige løsninger. Vi håber at være med til at gøre blockchain anvendeligt til andet og mere end at opbevare formuer og overføre store beløb. Med hurtigere transaktioner vil almindelige mennesker kunne anvende blockchain til hverdagstransaktioner som at betale for kaffe eller overføre småbeløb til vennerne på en gennemsigtig og gnidningsfri måde, « mener Bernardo Machado David.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere