ITU-forsker bliver leder af OWASP i København
Den verdensomspændende nonprofitorganisation Open Web Application Security Project (OWASP), der har til formål at forbedre sofwaresikkerhed, har udnævnt adjunkt Alessandro Bruni, IT-Universitetet, som lokal leder i København.
»Danmark er et af verdens mest digitaliserede samfund. Men vi er bagud, når det handler om opmærksomhed på it-sikkerhed. Min personlige mission med OWASP er at skabe et imødekommende miljø blandt professionelle indenfor it-sikkerhed i København, så vi kan skabe bedre rammer og mere kapacitet på området,« siger han ifølge en meddelelse.
Siden den officielle etablering i 2004 er organisationen blevet en af de førende organisationer indenfor dette fagområde.
Kort fortalt er det OWASP's mission at synliggøre softwaresikkerhed, så både enkeltpersoner og andre organisationer kan træffe velinformerede beslutninger.
OWASP har en lang portefølje af kommercielt uafhængige projekter, både dokumentationsprojekter og værktøjer, der er blevet populære blandt sikkerhedseksperter, som fx skal teste webapplikationer eller designe software. Derudover organiserer de lokale ledere i OWASP et stort antal arrangementer - fx kurser og workshops - rundt om i verden.
Indtil videre har Alessandro Bruni fået F-Secure, Dubex og TDC som kommercielle sponsorer, mens IT-Universitetet og Center for Information og Trust (CIST) er vært for arrangementerne som akademisk sponsor.
Den første officielle OWASP-begivenhed afholdes den 28. marts på IT-Universitetet i København. Temaerne er web, applikationer og netværkssikkerhed.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.