Itanium-teknologi skal crash-sikre Xeon-processorer

Den kommende generation af Xeon-processorer får en ny funktion, der skal beskytte systemer med store mængder hukommelse mod at gå ned, hvis der opstår en hukommelsesfejl.

Når der i dag opstår en fejl i hukommelsen på en x86-baseret server, så betyder det som regel, at hele systemet crasher. Det kan være slemt nok for en almindelig server, men for en server, der kører mange virtuelle maskiner, kan det være et ekstra stort problem.

Derfor vil Intel låne teknologi fra dets Itanium-platform til at sikre stabiliteten i selskabets nye Xeon-platform med kodenavnet Nehalem-EX. Det skriver it-nyhedstjenesten The Register.

Både mainframes og Intels Itanium-platform har allerede beskyttelse mod hukommelsesfejl. Det skyldes, at disse systemer længe har kørt med store mængder hukommelse. Jo mere hukommelse, jo større sandsynlighed for at der opstår en fejl.

Med virtualisering er mængden af hukommelse på x86-servere imidlertid eksploderet, og det betyder en større risiko for, at systemet løber ind i hukommelsesfejl.

I Nehalem-EX vil Intel derfor indbygge en teknologi, som selskabet kalder Memory Patrol Scrubber. Den kan identificere fejl i hukommelsen, som ikke umiddelbart kan løses, og isolere det hukommelsesområde fra at blive brugt.

Dermed kan systemet køre videre med fejlen, uden man risikerer, at det hele går ned, når et program forsøger at bruge det fejlramte hukommelsesområde.

»I tidligere systemer ville hardwaren og styresystemet ikke have andre valg end at crashe,« siger chefplatformarkitekt Rich Brunner fra VMware til The Register.

Intel forventer at begynde produktionen af Nehalem-EX Xeon-processorer inden udgangen af året, så de vil komme på markedet i første halvår af 2010.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere