IT Universitetet trodser negativ tendens: Alligevel bliver hundredvis af ansøgere afvist
Mens en lang række såkaldte velfærdsuddannelser som sygeplejersker og skolelærer må se et dramatisk fald i antallet af nye studerende, så ser det anderledes positivt ud for IT Universitetet.
Antallet af studerende, der har søgt IT Universitetet som deres første prioritet, er steget med 76 siden 2019. Dermed er antallet af studerende, der har søgt om at blive optaget på IT Universitetet steget til 727. I alt har universitetet modtaget 1768 ansøgninger fra håbefulde studerende.
Men på trods af det høje optag, så kommer det universitetet til igen at afvise hundredvis af studerende.
IT Universitetet har kun plads til 416 nye bachelorstuderende, og derfor må en stor del af ansøgerne se sig om efter et andet uddannelsessted.
»Arbejdsmarkedet tørster efter de kompetencer, som vores kandidater kommer ud med efter endt uddannelse. Vi ved fra de store erhvervsorganisationer, at deres medlemsvirksomheder desværre må takke ’nej’ til ordrer, fordi de mangler universitetsuddannede it-specialister,« siger konstitueret rektor på IT-Universitetet Jens Christian Godskesen i en meddelelse.
»Derfor er det med stor ærgrelse, at vi har færre pladser i år og må afvise mange af de unge, der gerne vil læse en it-uddannelse hos os. De unge gør jo egentlig kun det, som samfundet har bedt dem om i flere år – nemlig at tage en uddannelse, der giver dem kompetencer, som er helt uundværlige for samfundet.«
Antallet af ansøgere på universitetet er faldet en anelse siden 2020. Samme tendens gør sig gældende på tværs af alle uddannelsesinstitutioner på grund af coronakrisen.
Men mens corona er ved at glide i baggrunden så er antallet af ansøgere ikke faldet på IT Universitetet. Til sammenligning er der fald på en lang række andre uddannelser, hvor særligt professionsuddannelserne er faldet til langt under niveauet før coronakrisen.
Flere kvindelige ansøgere
Samtidig med det voksende antal ansøgere er andelen af kvindelige ansøgere også steget på IT Universitetet.
I alt har 615 kvinder søgt om optagelse på en af universitetets bacheloruddannelser. Det betyder at 36 procent af det samlede antal ansøgere er kvinder.
Året før lød andelen på 31 procent.
»Vi er glade for, at så mange kvinder finder vores uddannelser attraktive. Vi har igennem en længere årrække arbejdet meget målrettet på at nå ud til en større del af en ungdomsårgang for at vise, at en it-uddannelse er for alle. Det er glædeligt, at vi på den måde får en større diversitet i gruppen af studerende, og at vi som institution kan bidrage til, at der i fremtiden bliver en større mangfoldighed blandt dem, der udvikler it-produkter og -services,« siger Jens Christian Godskesen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.