It-uddannelser går fri i Aarhus Universitets plan for udflytningsaftalen

Aarhus Universitet har onsdag indsendt deres plan for, hvordan man vil imødekomme regeringens udflytningsplan. Her ses Aarhus Universtet fra Bogtårnet. Illustration: Lars Kruse, Au Foto
I Aarhus Universitets endelige plan for implementeringen af udflytningsaftalen bliver 819 studiepladser nedlagt, mens 345 studiepladser flyttes, men it-uddannelserne klarer frisag.

Ledelsen på Aarhus Universitet fremsendte onsdag deres endelige plan for, hvordan de vil implementere regeringens udflytningsaftale, der pålægger landets universiteter at rykke op til 10 pct. af studiepladserne ud af de fire største byer.

Resultater er, at 819 studiepladser bliver nedlagt, mens 345 forflyttes. Ingen af universitetets seks it-uddannelser bliver dog berørt af planen.

I planen kan man læse, at AU siden 2017 har udvidet deres udvalg af it- og ingeniøruddannelser for at dække arbejdsmarkedets stigende behov for specialister inden for netop de områder, som Uddannelses- og Forskningsministeriet også selv efterspurgte i universitetets rammekontrakt fra 2018-2021.

Læs også: Mens politikerne kræver udflytning: ITU vil udvide med 200 studiepladser i København

Prorektor ved Aarhus Universitet, Berit Eika. Illustration: Anders Trærup, AU Foto

En udvikling, der også understreges af en rapport fra interesseorganisationen IT-Branchen, der udkom i efteråret, hvor 9 ud af 10 virksomheder efterspørger flere it-uddannede medarbejdere.

I et nyhedsbrev udsendt til universitetets medarbejdere opfordrer prorektor Berit Eika til, at politikerne holder fingrene fra universitets optag, og påpeger, at universitet ikke kan tilpasse sig arbejdsmarkedets behov, uden det får konsekvenser for andre uddannelser.

»Helt konkret er det AU’s håb, at politikerne går væk fra idéen om at lægge et hårdt loft over vores optag. Det er stærkt uhensigtsmæssigt, at vi skal skære pladser andre steder på universitetet, hvis vi vil øge på områder, hvor der opstår samfundsmæssige behov. Uddannelseslandskabet består af mange elementer, og man kan ikke ændre ét uden at risikere, at det påvirker de andre«, skriver Berit Eika i nyhedsbrevet.

Læs også: Flere, ikke færre IT-uddannede i de store byer

I samme nyhedsbrev gør rektor Brian Bech Nielsen det klart, at det ikke har været nogen ønskeopgave at udarbejde denne plan, og han takker medarbejdere og studerende for en konstruktiv tilgang, som han mener har bidraget til, at aftalen har en saglig balance.

I planen vil Aarhus Universitet desuden flytte to uddannelser til campus i Herning, mens man vil oprette et nyt campus i Foulum.

Alle landets universiteter har nu indsendt deres planer for, hvordan udflytningsplanen kan imødekommes, og i de kommende uger skal aftalepartierne drøfte, hvordan den endelige plan skal se ud.

Læs også: SDU vil flytte Data Science-studerende til Kolding

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere