It-studerende vinder ny cybersikkerhedspris for HTML-tjek imod malware
For første gang bliver der uddelt en dansk cybersikkerhedspris. Den uddeles af interesseorganisationen Dansk IT af en dommerkomite med medlemmer fra DTU og Center for Cybersikkerhed.
Førstepræmien og 25.000 kr. går til datalogistuderende Hauke Jan Lübbers for et projekt om at lade browsere advare mod malware-inficerede hjemmesider.
»Når man besøger en hjemmeside er det vigtigt, at man kan stole på, at den side, man besøger, er den, man tror den er, og ikke at nogen uautoriseret har været inde og pillet ved siden. Den prisvindende idé vil udvide HTML-standarden sådan, at det gøres muligt for browsere at kontrollere integriteten og ægtheden af koden. Hermed vil hjemmesiders integritet blive sikret,« siger Lars Ramkilde Knudsen, formand for DANSK IT’s udvælgelseskomite og professor på DTU i en pressemeddelelse.
Rammer et behov for et vurdere websites ægthed
Det er svært for internetbesøgende at vurdere ægtheden af en hjemmeside og helt umuligt at vurdere, om den er inficeret med malware. Det skal Lübbers ide ændre på ved at browseren tjekker alle sider.
En sådan advarsel skal sætte en stopper for stigningen af Water Hole angreb, hvor it-kriminelle angriber en virksomhed ved at placere skadelig kode på en fremmed hjemmeside, som man ved at offeret vil besøge.
Det næste skridt for Lübbers er at præsentere sin ide for World Wide Web Consortium, der er ansvarlige for at udvikle HTML-standarder. Hauke Jan Lübbers er ved at tage en kandidat som datalog på Københavns Universitet.
Cybersikkerhedsprisens premie er sponsoreret af virksomheden KPMG. Dansk IT håber på at tiltrække flere unge til cybersikkerhed branchen gennem de årlige kåringer.
