Situationen leder tankerne hen på det nu afskaffede begreb tørsvømning.
For selvom internettet er en fast del af pensum på Københavns Universitets kommunikation- og it-uddannelse, så rapporterer Universitetsavisen, at de studerende ikke kan regne med at have internet-adgang i undervisningen.
Det skyldes, at der i undervisningskomplekset KUA på Amager ikke tilnærmelsesvis er sat et tilstrækkeligt antal access-punkter op, hvor de studerende kan koble sig på en wifi-forbindelse.
En de studerende, der dagligt må kæmpe for at finde en wifi-forbindelse, der rent faktisk virker, er Jonas Lomholdt:
»Hver eneste gang, man sætter sig et sted på KUA - også i undervisningslokalerne - så er man nødt til at overveje, om man har brug for internet. Og det har vi ret ofte i vores undervisning, så den nuværende internet-situation er helt uholdbar,« siger Jonas Lomholdt til Version2.
Eksempelvis skal de studerende bruge en netforbindelse til fag som audiovisuel kommunikation og grundlæggende kommunikation.
I it-afdelingen på KUA erkender man problemet. Men som situationen ser ud i dag, skal de studerende ikke regne med en forbedring foreløbig. It-chef Jakob Jørgensen forklarer:
»Vi har ikke ressourcer til at sætte flere wifi-punkter op på KUA. Derfor må de studerende vente til februar, når vi får opført de nye KUA2-bygninger, hvor der vil være flere wifi-punkter. For lige nu er vi skåret ind til benet,« siger Jakob Jørgensen til Version2.
Han henviser til udbygningen af København Universitets afdeling på Amager, der forventes at være afsluttet til februar 2013.
Wifi Ikke tænkt med i byggeplaner fra 2007
Årsagen til, at der ikke findes flere wifi-punkter, er, at der i grundplanen over de nuværende KUA-bygninger ikke var indlagt access-punkter til wifi.
Det undrer Jonas Lomholdt sig over, når KUA tilbyder en it-uddannelse, hvor en internet-forbindelse er nødvendig.
»Selvom wifi-teknologien måske ikke var så udbredt for fem år siden, så skulle KUA da løbende have udbygget access-punkterne. For wifi er jo efterhånden en ret fast del af infrastrukturen på landets universiteter,« siger Jonas Lomholdt til Version2.
Igen må it-chef Jakob Jørgensen medgive, at universitetets bygninger ikke kan opfylde elevernes behov.
»Vi kan da hurtigt blive enige om, at den nuværende løsning ikke er tilfredsstillende. Men jeg kan ikke gøre så meget lige nu, hvad angår flere wifi-punkter,« fortæller Jakob Jørgensen til Version2.
Han henviser desuden til, at underviserne sagtens kan få låne et access-punkt med ud til de lokaler, hvor der ikke kan opnås internet-forbindelse gennem wifi.
»Underviserne skal bare henvende sig hos it-sektionen, og så kan de få udleveret en access-boks,« siger Jakob Jørgensen.
Men den løsning køber Jonas Lomholdt ikke.
»Problemet med den løsning er, at vi meget ofte har eksterne undervisere i forskellige it-fag, som ikke er klar over den løsning. Desuden er det også besværligt, at man skal hente en fysisk boks, hver gang, man skal starte undervisningen,« siger Jonas Lomholdt til Version2.
Bruger egne smartphone-routere
Da KUA ikke kan garantere en wifi-forbindelse, har de studerende måtte ty til andre løsninger.
»Mange af os er nødt til at bruge vores smartphones som internet-routere. Det betyder selvfølgelig også, at vi selv skal op med pengepungen. Og det er da ikke smart,« fortæller Jonas Lomholdt til Version2.
Han henviser desuden til, at de ved indskrivning på uddannelsen kommunikation og it ikke fik at vide, at de selv skulle sørge for mobilbredbåndsforbindelse. Det eneste krav var, at de selv skulle have en computer med.