IT-sikkerhedsrådet: Rent held, at cyberangreb ikke har ramt Danmark

Rådet for Større It-sikkerhed kalder det kritisk, at Danmark ikke har en samlet myndighed, der er ansvarlig for den offentlige it-sikkerhed. På niende år efterlyses en såkaldt GovCERT, der kan varsle og gribe ind fx i tilfælde af cyberangreb.

»I betragtning af den samfundsmæssige påvirkning, som for eksempel et denial of service-angreb kan have på vores nations evne til at eksistere digitalt, burde man have et langt højere fokus på en forpligtende indsats på området.«

Sådan siger Christian Wernberg-Tougaard, der er formand for Rådet for Større It-sikkerhed. Han mener, det er på høje tid, at der kommer en såkaldt GovCERT-myndighed, der har kompetence og myndighed til at varsle og gribe ind i tilfælde af cyberangreb mod Danmark.

Videnskabsminister Helge Sander har i et §20-svar forklaret, at »regeringen arbejder på at finde en afklaring, der både tilgodeser hensynet til kapacitet, organisation og økonomi, og at omorganiseringen af statens fremtidige it-ydelser det seneste halve år har fyldt meget. En eventuel GovCERT er indgået i de overvejelser.«

»Det er godt at læse, at Sander arbejder på sagen, men gjorde han altså også for to år siden. Jeg håber, der sker noget om kort tid ? i løbet af få måneder ? men jeg frygter, det kommer til at tage længere tid,« fortsætter han.

Christian Wernberg-Tougaard mener, at det er tankevækkende, at man nu på niende år efterlyser en GovCERT-funktion, især når man lægger den måde, digitaliseringen er taget til de seneste år, til.

»Det er vores held, at vi ikke har været ramt hårdere, end tilfældet er. Jeg er overbevist om, at vi har været heldige i modsætning til fx Estland, og et cyberangreb kommer uvægerligt til at ske. Hvem ved, hvilket trusler Danmark risikerer at stå over for, hvis fx Fogh bliver NATO-sekretær?«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere