It-sag åbner for stor dansk korruptionsundersøgelse

Justitsministeriet, Skat, politiet og en række andre myndigheder bliver genstand for en uvildig undersøgelse om korruption. Det besluttede et enigt folketing, der således holder liv i den syv år gamle sag om datatyveri mod it-virksomheden Divine Business Solutions også kendt som Lisborgsagen.

I syv år har Tom Lisborg, der ejer virksomheden Divine Software Solutions, forgæves kæmpet for at få ret i, hvad der begyndte som en sag om softwaretyveri mod hans virksomhed.

I går besluttede et enigt folketing at nedsætte en undersøgelse, der skal granske, om myndighederne har handlet uvildigt i sagen, der begyndte, da Tom Lisborg anmeldte to selskaber under VKR Holding - bedst kendt for deres Velux-vinduer - for softwaretyveri for et tocifret millionbeløb.

Ifølge Enhedslistens Frank Aaen, der sammen med sin partifælle Pernille Skipper har skubbet på sagen, bliver der ikke tale om en kommission, men ‘at der er enighed om en advokatundersøgelse eller noget tilsvarende,’ oplyser han til Ritzau.

Tom Lisborg oplyser til Version2, at hvis undersøgelsen falder ud til hans fordel, nærer han håb om, at alle straffesagerne kan genåbne, og at der kan indledes straffesager mod de implicerede embedsmænd, som har været ansvarlige for, at efterforskningen har været præget af fejl, forsinkelser og direkte forkerte oplysninger, som tilsammen ifølge Tom Lisborg har svækket sagen.

Starter i 2007

Udgangspunktet i sagen er en politianmeldelse fra 2007 mod Divine Business Solutions tidligere tekniske direktør og chefprogrammør, Jesper Mo Hansen.

Ifølge Tom Lisborg, der er stifter og direktør i Divine Business Solutions, har Jesper Mo Hansen brudt sin konkurrenceklausul ved først at opsige sin stilling og derefter arbejde i det skjulte for virksomhedens største kunder. Her har han ifølge Lisborg anvendt den knowhow og de data og programmer, han har arbejdet med og haft ansvaret for som teknisk direktør i Divine Business Solutions.

Softwaren, der var en videreudvikling af Microsoft Navisions økonomistyringssystem, var beregnet til de to virksomheder General Solar Systems samt SolarCap, der begge er en del af VKR Holding. Koncernen havde i 2007 en omsætning på mere end 17 milliarder kroner og er bedst kendt for også at eje Velux.

I et interview med Version2 i 2010 oplyser Tom Lisborg, at SolarCap og General Solar Systems bruger de programmer, som Divine Business Solutions skulle udvikle. SolarCap og General Solar Systems har betalt for en del af programmerne, men ikke det hele, hvilket også betyder, at de kun har brugsretten til den betalte del. Ejendomsretten tilhører Divine Business Solutions, oplyser Tom Lisborg.

Læs resume af sagen her:

Læs også: Milliardkoncern involveret i sag om software-tyveri fra mindre it-firma

Efter at Tom Lisborg politianmeldte sin tidligere kollega Jesper Mo Hansen og firmaet Munk IT til politiet, er det kommet frem, at der skete en hel del fejl hos politiet i efterforskningen af den anmeldte Jesper Mo Hansen.

Politiet reagerede først på anmeldelserne efter 400 dage, så dokumentation nåede at blive slettet, og en politikommissær afgav falske oplysninger om årsagen hertil. Politiet planlagde også at ransage syv lokaliteter den 11. juni 2008. Men der kunne ikke skaffes en dommerkendelse, fordi det endnu ikke var afgjort, hvilken politikreds sagen skulle høre under. Den juridiske detalje endte med, at ransagningerne blev droppet og aldrig genoptaget.

Læs også: Politi-sjusk: Glemte at sikre harddisk i sag om softwaretyveri

Tom Lisborg klager til Statsadvokaten for Midt-, Vest og Sydøstjylland, som uden yderligere undersøgelser og afhøringer siger god for politiets arbejde. Sagen ender hos Rigsadvokaten, der i 2012 afgør, at vinduesproducenten VKR Holding ikke kan retsforfølges i en årelang sag om tyveri af software fra det lille it-firma.

Tom Lisborg anmoder i 2012 derefter Folketinget om at nedsætte en undersøgelseskommission til at gennemføre en uvildig undersøgelse af sagen. Det skete så i mandags.

Interessen i Folketinget er især holdt fast af over 100 spørgsmål fra retsudvalget til justitsminsteren. I nogle af de svar, der har været fortrolige for offentligheden, fremgår det blandt andet, at der har været kontakt mellem de politianmeldte og politidirektør i Sydøstjyllands Politi Lone Sehested.

I et andet svar fra Justitsministeriet kommer det frem, at direktør i VKR Holding Leif Jensen under efterforskningen direkte har kontaktet politidirektør Johan Reimann fra Nordsjællands Politi. Justitsministeriet oplyser også, at politidirektøren ikke gjorde notat om samtalen, ‘da der ikke blev meddelt politidirektøren oplysninger af betydning for sagen.’
Leif Jensen har en fortid som embedsmand i Statsministeriet.

Læs også: "Det er koldblodigt justitsmord at afvise sag om software-tyveri"

Tom Lisborg mener omvendt, at det magtfulde VKR Holdning har haft held til at påvirke efterforskningen.

Endnu en brik styrker Tom Lisborg i sin antagelse af, at han har været udsat for en større uretfærdighed, der rækker højere op i systemet. Den er antydet i en artikel i Berlingske Tidende fra marts 2010. Både avisen og DR's daværende søndagsmagasin '21' var blevet kontaktet af en kilde, der havde overhørt en telefonsamtale mellem to departmentchefer, hvor sagen blev omtalt. Vidnet skulle have hørt, at ‘en stor del af forsinkelsen skyldes politisk pres, fordi sagen skal forplumres og glemmes.’

Det er nu det, som Folketingets undersøgelse skal forsøge at afklare.

På hjemmesiden Parlamentet.dk har Tom Lisborg skrevet, hvilke ministerier, myndigheder og personer der bliver omfattet af undersøgelsen:

Følgende ministerier og myndigheder er omfattet af undersøgelsen:

  • Justitsministeriet (primær periode 2008-2014)
  • Rigsadvokaten (primær periode 2008-2014)
  • Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (primær periode 2008-2014)
  • Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydøstjylland (primær periode 2008-2013)
  • Sydøstjyllands Politi (2007-2009)
  • Nordsjællands Politi (2008-2009)
  • Københavns Vestegns Politi (2007)
  • Civilstyrelsen under Justitsministeriet (2011-2014)
  • Procesbevillingsnævnet (2012-2013)
  • Skifteretten i Kolding vedr. behandling af Done IT under konkurs (2010-2011)
  • Sø- og Handelsretten (februar 2014-april 2014)
  • SKAT (primær periode 2009-2014)
  • Akter fra Statsministeriet

Primære tjenestemænd, som er omfattet af undersøgelsen

Justitsministeriet:

  • Departementschef Anne Kristine Axelsson

  • Tidligere departementschef Michael Lunn

Rigsadvokaten:

  • Rigsadvokat Ole Hasselgaard

  • Tidligere rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen

  • Statsadvokat Mohammad Ahsan

  • Statsadvokat Lennart Hem Lindblom

  • Vicestatsadvokat Hans Fogtdal

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet:

  • Tidligere statsadvokat Jens Madsen

  • Vicestatsadvokat Henrik Helmer Steen

Statsadvokaten for Midt- Vest- og Sydøstjylland:

  • Statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen

  • Vicestatsadvokat Anne-Mette Wiese

Politiet:

  • Tidligere politidirektør Johan Reimann, Nordsjællands Politi

  • Tidligere politidirektør Lone Sehested, Sydøstjyllands Politi

  • Vicepolitidirektør Lene Volke Roesen, Sydøstjyllands Politi

Mulig implicering af to departementschefer:

Det fremgår af en avisartikel i Berlingske Tidende den 9. marts 2010, at Berlingske Tidende og DR 21 Søndag i februar 2009 blev kontaktet af et vidne. Vidnet havde overhørt en telefonsamtale med en departementschef, hvori sagen blev omtalt jf. REU Alm. Del. bilag 407 (Samling 2012-2013).

Vidnet skulle have hørt, at »en stor del af forsinkelsen skyldes politisk pres for, at sagen skal forplumres og glemmes«. Ifølge det oplyste skulle denne departementschef have talt med en anden departementschef jf. REU Alm. Del. bilag 194 (Samling 2010-2011 (1.samling)).

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere