Det er i strid med EU-reglerne, når politiet har meget nem adgang til de data om danskernes færden, som teleselskaberne indsamler fra deres mobilmaster, fastslår Danmarks fremmeste ekspert.
Danmark overtræder EU-reglerne, når politiet har meget enkel adgang til de lokationsdata fra teleselskaberne, som gør det enkelt at kortlægge borgernes færden.
Det konkluderer Danmarks førende juridiske ekspert om logning og persondata, professor Søren Sandfeld Jakobsen fra Aalborg Universitet. Han er den eneste jura-forsker, som Version2 kan få til at udtale sig om sagen, simpelthen fordi alle andre, vi har talt med, henviser til ham.
Søren Sandfeld Jakobsen fremhæver det paradoksale i, hvordan vi behandler forskellige typer af persondata. Hvis politiet vil se en optegnelse over, hvem en kunde har talt og sms'et med, kræver det en dommerkendelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Den kan kun udstedes, hvis mistanken gælder en alvorlig forbrydelse, hvor straframmen er mindst seks år fængsel.
Ganske anderledes forholder det sig med teleselskabernes data over vores fysiske færden. Som Version2 har dokumenteret, gemmer TDC så mange positionsdata fra sine sendemaster, at det er muligt at tegne et komplet, omend ikke fintmasket, kort over af, hvor samtlige tre millioner kunder fysisk har befundet sig henne det seneste år.
De data fra sendemasterne kan politiet vel at mærke få adgang med en såkaldt editionskendelse. Den kræver blot, at borgeren er mistænkt for en hvilken som helst forbrydelse, i princippet et simpelt cykeltyveri.
Det er her, Søren Sandfeld Jakobsen taler om dansk lovgivning, som skal laves om.
»Af uforklarlige grunde er det nemt at få adgang til de her masteoplysninger efter reglerne om edition i retsplejeloven, så man ikke skal ind i de strenge regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden,« siger han.
»Det er i strid med de bagvedliggende EU-regler, så det er en praksis, vi skal lave om herhjemme,« tilføjer professoren uden at ryste på hånden.
Formanden for IT-Politisk Forening, Jesper Lund, at den enkle adgang til de mange mastepositionsdata gør indgrebet i privatlivet større.
»Ikke bare bliver der lagret oplysninger om, hvor du befinder dig, men det er også ufatteligt let for politiet at få adgang til oplysningerne,« fremhæver han.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.