Et nyt it-system, der samler skole- og daginstitutionsområdet i én totalløsning, kaldet Aula, og som skal anvendes af forældre og ansatte, møder nu kritik af it-fagfolk.
Projektet, der har fået navnet Aula, skal erstatte det nuværende Skoleintra, og er sendt i udbud hos potentielle leverandører, skriver TV 2 Business. Værdien er anslået til 350 millioner kroner.
Niels-Bjørn Andersen, som er professor emeritus Copenhagen Business School og i årtier har forsket i it, sætter imidlertid spørgsmålstegn ved beslutningen om at samle alle institutioner trods forskellige behov under én hat:
»Set fra forældrenes side er der ikke et specielt behov for, at man har den samme løsning i Birkerød som i Farum,« påpeger Niels-Bjørn Andersen til tv-nyhedskanalen.
For stort og for kompliceret
Med over to millioner brugere bliver Aula den it-platform, flest danskere får daglig kontakt med fra 2019. Men professoren mener, at mange af brugerne snildt kunne klare sig uden digitalisering:
»For at løse forældrenes problem så er der mange forældre, der også kan klare sig med en seddel på døren. Og en tegning af et barn i fastelavnsdragt, der viser, at nu er der fastelavn på mandag. Det behøver man ikke gå ind på en app for.«
Han medgiver dog, at man fra centralt hold kan anvende en nyt system til at udarbejde statistikker over, hvordan skolerne performer.
»Men jeg er bange for, at man lægger så mange funktionaliteter ind, at det bliver svært. Hvor mange af os kan finde ud af alle funktionaliteterne i Office-pakken fra Word? Så der er et stort problem i det her, som jeg håber, at Kombit tager alvorligt,« siger han til TV 2 Business.
Projektet har også mødt kritik fra en privat udbyder på markedet. I et åbent brev til ministeren for offentlig innovation, Sophie Løhde, advarer Famlys direktør, Anders Laustsen, mod at bruge de mange millioner på et offentligt 'prestigeprojekt'.
'De går ind og laver monopol på et i forvejen blomstrende privat marked med masser af gode løsninger og sund konkurrence,' skriver Anders Laustsen i sin kritik.