Region Syddanmark skulle efter planen have åbnet tre coronateststationer mandag, men it-udfordringer er kommet i vejen for åbningen.
Det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
It-problemerne betyder, at borgerne på nuværende tidspunkt ikke kan bestille tid på teststationerne via coronaprøver.dk.
Region Syddanmark forventer, at problemerne kan løses i løbet af de kommende dage, og derfor er åbningsdatoen foreløbigt flyttet til torsdag.
De tre nye teststationer ligger i Grindsted, Nyborg og Haderslev, og derudover har regionen planer om at åbne yderligere tre teststationer i Middelfart, Fredericia og Tønder.