IT-piratkaptajn stryger sejlet

Illustration: Per Hansen
Martin Exner er medstifter af organisationen Coding Pirates, som i dag tæller 100 afdelinger med i alt 2.000 børn fordelt over hele Danmark. Nu går han af som formand.

Efter fire år på formandsposten har Martin Exner valgt at stoppe som formand for Coding Pirates Denmark, fortæller organisationen i en nyhed.

Martin Exner er medstifter af organisationen, som i dag tæller 100 afdelinger med i alt 2.000 børn fordelt over hele Danmark.

Martin Exner har en stor del af æren for Coding Pirates’ unikke DNA, som handler om fællesskab, kreativitet og innovation frem for tavleundervisning og fremmer en legende tilgang til teknologi, hvad enten det drejer sig om spil eller robotprogrammering, 3D print, VR eller computer effekter til film.

»Jeg betragter mig selv som iværksætter, og på mange måder har organisationen haft mere succes, end jeg overhovedet kunne forestille mig, siden vi lavede vores første lille klub i 2013,« siger Martin Exner.

Formandskasketten overlades til nuværende næstformand Louise Overgaard, der overtager formandsposten frem til generalforsamlingen i 2018.

»Sammen med resten af vores fantastiske hovedbestyrelse, vores nyoprettede sekretariat og vores mange engagerede frivillige vil hun føre organisationen trygt videre mod nye udfordringer i det næste år,« siger Martin Exner.

Martin Exner er lærer og Cand.it. i IT, læring og organisatorisk omstilling ved AAU København.

Han arbejder i dag som it-didaktisk konsulent ved Future Classroom Lab på læreruddannelsen UCC og som projektleder på Coding Class på læreruddannelsen Metropol.

Louise Overgaard er International Innovation Lead med fokus på teknologisk by-, service- og kulturudvikling ved ITK på Dokk1 i Aarhus.

Louise er desuden næstformand i CounterPlay, og elsker at lave festivaler og events om leg, making og tech, og brænder blandt andet for at få flere kvindelige frivillige og flere piger ind i organisationen. Louise har siddet i bestyrelsen siden den blev stiftet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere