It- og Telestyrelsen vil ikke straffe cookie-syndere - lige nu

19. maj 2011 kl. 06:595
It- og Telestyrelsen vil ikke straffe cookie-syndere - lige nu
Illustration: Bob Smith.
Når reglerne om cookies ikke er klar, skal webside-ejere heller ikke frygte at få en bøde for ikke at følge dem, lyder det beroligende fra IT- og Telestyrelsen en uge før deadline.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Der er endnu ikke nogen klar udmelding fra IT- og Telestyrelsen om de kommende regler om brugen af cookies, og derfor skal ingen heller ikke frygte, at man gør noget forkert, når de endnu ukendte regler træder i kraft den 25. maj.

»Tag det roligt med den 25. maj. Vi forventer ikke, at I er klar der. Og det følger logisk, at vi ikke begynder at håndhæve reglerne, før I har haft en rimelig chance for at implementere dem,« lød det fra kontorchef Kresten Bay fra IT- og Telestyrelsen, da Foreningen for Danske Interaktive Medier holdt årsmøde onsdag.

På programmet var flere oplæg om de kommende regler om cookies på hjemmesider, for det emne optager lige nu hele internetbranchen. Især i takt med, at den 25. maj nærmer sig, for her skal reglerne ifølge EU-direktivet være omsat til dansk lov og træde i kraft.

Men IT- og Telestyrelsen kunne ikke komme med en klar udmelding lige nu. Om et par dage vil man melde ud, lød det fra kontorchefen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et udkast til de danske regler kom i høring i marts måned, og undervejs strømmede det ind med kommentarer. 48 høringssvar blev det til.

»Det er usædvanligt mange for en så teknisk sag. Og mange var meget grundige. Tusind tak for alle de gode og konstruktive høringssvar,« sagde Kresten Bay til de fremmødte FDIM-medlemmer, som repræsenterer danske netmedier og andre store, kommercielle websider.

Hvordan gælder parkeringsreglen for cookies?
Problemet er stadig, hvordan man skal tolke EU-kravet om, at en bruger skal give sit informerede samtykke til, at en webside gemmer cookies lokalt på computeren.

I løbet af høringsperioden dukkede den juridiske sammenligning med en privat parkeringsplads op. Her accepterer man vilkårene for betaling og eventuelle bøder, når man kører ind på området, der er skiltet.

På samme vis kan man sige, at en bruger giver sit samtykke, hvis vedkommende fortsætter med at bruge en webside, hvor der er skiltet med, at man sender cookies til de besøgende computere.

»Spørgsmålet er stadig, hvor meget man skal tage en webside i brug, og hvornår man skal se information om cookies, før man har givet sit informerede samtykke,« forklarede Kresten Bay.

FDIM har siden udkastet til reglerne kom i marts måned fået banket informationssiden Minecookies.org sammen, hvor man blandt andet kan få hjælp til at afvise de cookies, der sender information om brugerens handlinger på nettet til annonce-firmaer. Det er især den slags cookies, som den nye lov skal bringe frem i lyset.

»Der er nye tekniske løsninger, som for eksempel 'Your ad choices', man kan bruge. Men er det nok til at leve op til kravene? Det er helt klart vores vurdering, at det lever op til intentionen bag bekendtgørelsen. Men det er stadig uklart, om det lever op til den rent juridisk,« sagde Kresten Bay.

Vidt forskellige fortolkninger
Et andet fokuspunkt har været at få fælles fodslag i alle EU-lande, så reglerne kan være nogenlunde ens på tværs af Europa. Her var det ikke gået så godt, for medlemslandene fortolker lige nu reglerne 'vidt forskelligt', ifølge kontorchefen. EU's forskellige institutioner kan heller ikke rigtigt give klare svar.

Men frygten for, at reglerne i Danmark kommer i en stram fortolkning, hvor brugerne for eksempel skulle tage aktivt stilling til alle cookies på en webside, manede han i jorden. IT- og Telestyrelsen er enige med internet-branchen i, at man ikke hjælper forbrugerne ved at bede dem tage stilling til alt muligt, de ikke kan gennemskue.

Og det skal nok lade sig gøre at finde en gylden mellemvej, som også de fremmødte webside-ejere kunne leve med, lød den afsluttende bemærkning fra kontorchefen.

»Efter at have arbejdet med denne bekendtgørelse i et år føler jeg mig rimeligt sikker på, at vi kan finde en løsning, der tager hensyn til både jer og til beskyttelsen af forbrugerne,« sagde Kresten Bay.

5 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger