It-nedbrud gav lange køer i amerikanske lufthavne

Et to timer langt it-nedbrud hos de amerikanske immigrations- og toldmyndigheder gav ekstra ventetid i flere amerikanske lufthavne nytårsdag.

Det nye år startede skidt for de amerikanske told- og grænsemyndigheder, U.S. Customs and Border Protection.

Et it-nedbrud ramte mandag klokken 19.30 lokal tid på den amerikanske østkyst. Nedbruddet har givet lange ventetider i blandt andet John F. Kennedy International Airport i New York og i Hartsfield-Jackson Atlanta International Airport.

Ifølge CNN blev nytårsrejsende forsinket i mellem 30 minutter og to timer.

Et lignende nedbrud skete på samme tid sidste år, hvor passagerer fra Miami International, Fort Lauderdale, International, Hartsfield-Jackson Atlanta International, og John F. Kennedy International (New York), Logan International (Boston) and Los Angeles International også blev forsinket i timevis på grund af et identisk it-nedbrud.

I 2017 gik der fire timer, før systemet var oppe at køre igen, mens det i år tog to timer. Det skriver myndighederne i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der er ifølge myndighederne foreløbig ingen tegn på, at nedbruddet blev udløst af fjendtlige aktører.

»På dette tidspunkt er der ingen indikationer på, at nedbruddet var af ondsindet karakter,« skriver myndighederne i meddelelsen.

På Twitter skriver told- og grænsemyndighederne, at myndighederne havde adgang til nationale sikkerhedsrelaterede databaser, og at alle rejsende blev screenet efter gældende sikkerhedsstandarder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere