Realkredit Danmark har ifølge finanswatch.dk udsat en auktion over flexlån efter nedbrud i it-systemerne.
Det er første gang, det sker i flexlånenes historie, siger RD til mediet.
Realkredit Danmark arbejder på højtryk for at løse it-problemer, som indtil videre har betydet, at RD må udskyde en refinansering af flexlån, som skulle afholdes i går, mandag, klokken 11.
Underdirektør Henrik Blavnsfeldt i Realkredit Danmark er træt af situationen.
»Det her er brandirriterende. Vi har endnu ikke overblik over, hvad der er gået galt, men alle arbejder på fuldt tryk for at løse det,« siger han til finanswatch.dk.
RD havde planlagt yderligere to auktioner i går samt auktioner resten af ugen, og nedbruddet kan få betydning for dem også, frygter direktøren.
»Vi håber at kunne gennemføre dem, men ud over den aflyste har vi yderligere to i dag og flere resten af ugen. I værste tilfælde må vi skyde dem ind i næste uge,« lød det i går aftes.
RD understreger, at det ikke får betydning for de boligejere, der står bag lånene.
It-systemet blev indført med flexlånet for 20 år siden.