It-ministeren: Offentlige organisationer skal til at tænke ud over egen næsetip

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Minister for offentlig innovation Sophie Løhde påpeger, at kommuner, regioner og statsorganisationer skal sikre en sammenhængende offentlig digital service for borgernes skyld.

Aarhus. Offentlige organisationer skal til at se ud over egne behov i digitaliseringsarbejdet. For digitalisering er noget af det mest strukturnedbrydende, vi har. Det er ikke født ud fra kommunegrænser og andre skel i den offentlige forvaltning.

Det fastslog minister for offentlig innovation Sophie Løhde i en keynote på konferencen Offentlig Digitalisering, som interesseorganisationen Dansk IT afholder i Aarhus netop nu for 1.500 tilmeldte.

»Vi skal tænke væk fra den silotænkning, som for mange steder præger den offentlige sektor,« sagde Sophie Løhde.

»Myndighederne er nødt til at sætte egne dagsordner til side og samarbejde mod de fælles mål. Selv om vi har en velfungerende offentlig sektor, så må det ikke være en undskyldning for at hvile på laurbærrene,« sagde hun.

Opdelingen går ifølge hende ud over borgerne, som i dag oplever en 'alt for fragmenteret' offentlig sektor, hvor man skal henvende sig til flere myndigheder:

»Det gælder for eksempel den komplicerede patient, som skal henvende sig flere steder, og her bliver ansvaret placeret hos patienten, og derfor får patienten ikke den service, som den burde være: et sammenhængende patientforløb,« sagde ministeren.

»Og helt ærligt så tror jeg ikke, det betyder noget for borgerne, om det er kommune, region eller stat, der har ansvaret.«

Ministeren slog samtidig fast, at der er brug for at tage nye løsninger f.eks. inden for velfærdsteknologi til sig - for borgernes skyld, men også for det offentliges.

Desuden påpegede Sophie Løhde, at det er vigtigt at værne om borgernes tillid til den offentlige sektors brug og udveksling af borgerdata:

»Her er det vores opgave at sikre, at borgerne føler sig trygge i den offentlige sektor. Derfor er den digitale sikkerhed en af de vigtigste dagsordener.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Claus Bobjerg Juul

»Det gælder for eksempel den komplicerede patient, som skal henvende sig flere steder, og her bliver ansvaret placeret hos patienten, og derfor får patienten ikke den service, som den burde være: et sammenhængende patientforløb,« sagde ministeren.

Jeg kender en patient bosiddende i Aalborg, har fulgt et behandlingsforløb på Aalborg syghus (syd) og har fået taget blodprøver osv. nu skal hun så til Århus for næste fase. Kan Århus sygehus bruge/hente/stole på Aalborg sygehus' prøver, NEJ, de tager lige deres egne prøver.

  • 5
  • 0
Anne-Marie Krogsbøll

"Desuden påpegede Sophie Løhde, at det er vigtigt at værne om borgernes tillid til den offentlige sektors brug og udveksling af borgerdata"

Ja - det er jo lige det.... Et godt sted at starte kunne være at sætte fuldstændigt vandtætte skotter ift. private medicinalfirmaer, da der der er frit slag mht. at anvende data til videnskabelig uredelighed:
http://ugeskriftet.dk/debat/private-virksomheder-skal-ogsaa-kunne-unders...

Når man har set den nye dokumentar på CHP:DOX "Cause of Death: Unknown", så giver det jo ikke ligefrem tillid til vore myndigheders intentioner, hvis man finder undskyldninger for at lade vore data slippe videre til sådan nogle klamhuggere.

Hvem har adgang til patienternes data i de nye NOVO-drevne Steno Diabetescentre? Er der hundrede procent vandtætte skotter - også i evt. forskningsprojekter? Eller bliver data der ad kringlede omveje anvendt i Novos forskning? For det er efter min opfattelse misbrug af data, hvis det ikke sker med udtrykkeligt samtykke.

  • 0
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere